Lektørudtalelse

Forfatter: Ellen Skall Sørensen

Kort om bogen

Elefanter er kæmpestore, og de elsker at fortælle om, hvor kæmpestore, stærke og tunge de er. I det selskab kan det være svært at være elefantungen Lille Nø. Varm billedbog for børn fra 3 år

Beskrivelse

Alle de store elefanter i flokken vil ud og knække tykke grene og spise blade, der sidder øverst i træerne. Lille Nø må ikke komme med. Han skal blive hjemme og passe den allermindste elefant Mindste Mo. De får strenge formaninger om ikke at lege i floden, hvor flodmonstret bor, men selvfølgelig havner de søde små ved floden, hvor Mindste Mo falder i. Lille Nø gennemlever nogle skrækkelige øjeblikke, inden Mindste Mo dukker op igen. Bogen skal læses ved, at man blader nedefra og op, og i bogen er der fire steder, hvor man kan folde siderne ud til dobbeltstørrelse

Vurdering

Fin bog om at være midtimellem stor og lille, og hvordan ens selvopfattelse ikke passer helt med omgivelsernes opfattelse af en. Man kan levende sætte sig ind i, hvor svært det er at være Lille Nø. Dejlige tegninger, hvor tingene ses fra Lille Nøs vinkel

Andre bøger om samme emne

Ida Jessens bøger om elefanten Carl er også illustreret af Hanne Bartholin, bl.a. Carl - da Carl næsten gav Albert væk. Lille Nø, der udkom helt tilbage i 2005 og også er af Kvist og Bartholin, handler om Lille Nøs ønske om ro og stilhed i den larmende jungle. Der findes andre billedbøger om at være stor/lille, fx Lille Isbjørn vil være stor