Multimedievurdering

Forfatter: Finn Wraae Poulsen

Kort om spillet/multimediet

Saml dine venner eller din familie omkring konsollen og kast jer ud i sjove sportsgrene som ikke kræver lang tids øvelse. Fra 5 år

Beskrivelse

Instant sports er en spilsamling som tilbyder hurtige arkadebaserede sportsspil inden for tennis, hækkeløb, bowling, kapsejlads med kano, straffesparkskonkurrence og baseball. Spillet profilerer sig primært som et local co-op-spil med op til 8 deltagere men tilbyder også versus-mode mod en enkelt modstander. Efterhånden som man scorer point i spillet bliver der låst forskellige ting op, blandt andet nyt tøj til ens spilkarakterer. Instant sports kræver at konsollen tilsluttes et TV og bruger konsollens Joy-Con-controllere med den indbyggede motion-teknologi til at agere indenfor de forskellige sportsgrene. Spillet er på engelsk

Vurdering

Gamere som søger dybde og realisme skal gå i en stor bue uden om dette spil, som forsøger at gå i fodsporene på det meget populære "Wii sports". Søger man derimod et hurtigt og uforpligtende familiespil, som er let at sætte sig ind i, er man tættere på målet. Når det er sagt, tror jeg ikke at det er et spil, som vil blive siddende i konsollen i ugevis, men mindre kan jo også gøre det. PEGI: 3 uden ikoner, kan spilles fra 5 år

Andre spil/multimedier om samme emne/genre

 Sports party henvender sig til samme målgruppe og dækker et lidt anderledes udvalg af sportsgrene. "Instant tennis" fra 2018 er et spil i samme familie