"Den romantiske outsider Morrissey blev af gode grunde tilbedt som frontfigur i The Smiths. Siden har Morrisseys personlige blanding af smertefuld nostalgi og lodret antiautoritær attitude udløst en stribe pladeudgivelser rutsjende mellem det skønne og det grimme ... 'I Wish You Lonely' og 'Jacky's Only Happy When She's Up On The Stage' fungerer nogenlunde som gammeldags Morrissey-sange, men ellers slæber musikken sig gumpetungt og skingert slingrende afsted. Morrissey har aldrig været bleg for at skrive tekster, man skulle tro var umulige at synge, men (...) propagandistisk og upoetisk pølsesnak er her desværre normen snarere end undtagelsen ... Albummet har et fokus på Mellemøsten så kraftigt, at det nærmer sig signalforvirring, at albummet udadtil fører sig frem med antimonarkistisk engelsk ungdom, mens Morrissey lyder som agitproppens svar på Stephen Sondheim ... At Morrissey har et varmt forhold til Israel, er en ærlig sag, men argumenterne er lige så håbløse,sommusikkens patos er overvældende"