Strandgaards forfatterskab har ofte kredset om det, der er svært at tale om. Det nære og det psykologisk skrøbelige. Selv har hun været ramt af stor sorg, jf. bogen  , som det kan være en fordel, men ikke en nødvendighed, at have læst. Digtene kæmper med troen og søger efter mening i lidelsen og det er gribende at læse, hvordan tekstrækkerne gøres levende med en personligt indlevet oplevelse. Strandgaards klare og ligefremme sprog, prøver ikke at lægge en abstrakt forståelse ned over teksten, men giver en poetisk og ren tilgang, til det der i sidste ende er det uerkendelige