"King Krule formår ved sit voldsomt musikalske blandingsmisbrug faktisk at aftvinge en række kendte udtryk nye nuancer, og han fortjener såvel vores kærlighed som respekt for The Ooz, der gør ondt. På den gode måde"

"Tilrøget jazzpoesi: Bag alteregoet med den dybe stemme gemmer sig 23-årige Archy Marshall, og han er indehaver af en gammel, heldigvis ikke gammelklog, sjæl og en opfindsom musikalsk sans. Han er opvokset i England i en familie af jazzmusikere. Jazzen ligger så stærkt i hans dna, men han kombinerer jazz med bossanova, små sirlige triphop-beats, 50'er-pop og punket, omtumlet energi. 'The Ooz' er små musikalske lysbilleder af det England, Archy Marshall ser. Det beskidte, rodede London er så sært og herligt portrætteret på dette album, hvor vi bevæger os fra sengekanten, rundt i London, til togperronen og ind i hovedet på King Krule ... 'The Ooz' er tilbagelænet, det er cool, men på ingen måde fattet. Man forlader det småforelsket med lidt spjættende ben og aske i håret"

"Fanskaren herhjemme har for længst sørget for, at den 23-årige solists koncert i december i Københavns Store Vega med plads til 1.500 tilhørere er udsolgt. Sikke en tillid at vise en musiker, som først nu er klar med sit nye opus ... King Krule er en snotnæselydende vokalist, der bringer tankerne i retning af Joe Strummer fra The Clash, Shane MacGowan fra The Pogues og Mike Skinner alias The Streets. King Krule lyder enten rasende, indebrændt, skør, opgivende eller forslået i produktionerne, der yderst sjældent har en strømlinet karakter. Og når albummet opleves allerbedst, er det overraskende og herligt afvekslende med sine doser af stemningsfuld jazz, oprørsk punk, vital rock'n'roll og meget cool soul"

"Bag kunstnernavnet gemmer sig den unge britiske ener Archy Marshall, der manifesterede sig som en af sin generations helt store talenter ovenpå udgivelsen af debutalbummet, "6 Feet Beneath The Moon" fra 2013. Selvom han dengang stadig blot var teenager, ankom han fuldt flyvefærdig med en dyb og vrængende croonerstemme, der sang fra skyggerne af et dunkelt gadekryds mellem triphop, dub, jazz og post-punk. Her fire år senere er det stadig den samme palet, han arbejder videre med. Omend han fremstår endnu mere plaget af depression, ensomhed, mentale forstyrrelser og sammenbrud ... Det er ikke et ubetinget rart sted at være, og rejsen er måske lidt for lang. Men de ting, King Krule viser os undervejs, kan man ikke opleve nogen andre steder. Og det synes jeg er grund nok til at lytte. Igen og igen"