Forud for digtene ligger en uudtalt katastrofe, som gør, at der nu sættes punktum for alt. Digtene handler ikke om konkrete begivenheder eller steder, men derimod om jegéts oplevelse af slutningen. Derved kommer samlingens digte langt hen ad vejen til at ligne tekster om personlighedens forsvinden, som man fx møder den i form af demens. Samtidig udforsker digtene den sproglige indfaldsvinkel til tilintetgørelsen via en række paradoksfyldte udsagn om at eksistere midt i en ikke-væren: "jeg kan ikke beskrive/ hvor jeg er/ og/ jeg kan ikke beskrive/ hvor jeg ikke er". De sproglige finurligheder kaster en del fine formuleringer af sig, men giver også de letlæste digte et lidt distanceret, akademisk præg