Per Højholt ( 1928-2004) debuterer i 1949 med digtsamlingen Hesten og solen. I 1956 følger så endnu en digtsamling Skrift paa vind og vand som nu knap 50 år efter kommer i en 2. udgave med omslag af Per Kirkeby. Jeg ved godt, at litterater først rigtigt regner med Højholts forfatterskab fra Poetens hoved fra 1963, men det er faktisk alligevel interessant at stifte bekendtskab med en meget ung og en allerede da, efter min mening, ret velskrivende digter. Her er så 19 digte i 3 dele, der følger årstidernes gang, fra sommer over efterår mod vinter. Og hvad skriver den unge Højholt så om. Det er rige naturbeskrivelser med "dug over viber i engdrag", hvor "En sol saa hvid som kalk" stråler og "tankemygs diskant" lyder. Efteråret melder sin ankomst med septembers "Vaargrønne, flygtende skyer i drift over hornkvægets svajende rygge..." Mens pigen endnu husker sommeren og kærligheden: "Hun bader endnu i sommerens hav. Hun binder kranse af sin lykke og hænger dem paa min væg". Og hvem ønsker sig ikke sådan en krans. Som skrevet før er disse tidlige digte af Højholt ikke så anerkendte, og det synes jeg er lidt ufortjent. Jeg nød at læse en livsbekræftende og ligetil samling, og genopdage den yngre Højholt