Heri: At opgive tanken, gribe cyklen ; At undgå læberne er ingen tvang ; Bliver du liggende dér med armene over dit hoved ; De har lukket året ; Der er din stemme, halvt gennem den åbne dør ; Der er en drøm, der gør alle andre virkelige ; Der er ingen dage i døgnet ; Det er den kvinde man ser ; Det er ikke med vilje ; Det er ikke min skyld ; Det hjalp ikke at løfte hovedet og se ud ; Efterhånden forsvinder dagene ; En mægtig eksplosion og skyerne driver ; En spurv synger så hæst ; Fuglene slår én efter én ; Hvis man kigger længe nok ; Hvor mange gange jeg har revet mig løs ; Igen vil vi miste en nat ; Ikke klarheden nej, men kvindernes smerte ; Jeg rejser mig, et sted indefra blæses jeg omkuld ; Jeg rækker ud efter dit navn ; Jeg ventede at natten blev en dag der forsvandt ; Kroppen er dén der finder hinanden ; Man må videre ; Nogle gange er det helt nødvendigt ; Nu har skyerne samlet al deres regn i et punkt ; Nu hvor du vinker ; Nærmest som en hvisken falder ordene ud i luften ; Når alt bliver stille ; Når lysene går ud vil jeg tænde et nyt ; Og af alle de ting jeg så gerne var ; Også i dag min måne ; Om det er sjælens skønhed ; Snart driver fuglene bort i mørke flokke ; Solen gik ned og så intet ; Som om man kunne hænge sin frakke ; Så gik dét år ; Så svajer kornmarken igen under din hud ; Vi har lige kastet verden op