Forlagets beskrivelse af: Som om af Kristina Stoltz

Som om er en roman om kernefamilien og dens opløsning, om kunstnerliv, og om kampen for sammenhæng og tilhørsforhold i en tid, hvor selv de nærmeste relationer pludselig kan hænge i en tynd tråd.

Fanny er gift med en mand, som hun har to børn med, men ægteskabet er i krise. En morgen vågner hun op, vaklende og blind på det ene øje. I undtagelsestilstand og ude af stand til at gøre noget, konfronteres hun med den sårbarhed, der var en fast del af hendes barndom og de gentagelsesmønstre, der plantedes i hende.

I tilbageblik spejles den voksne kriseramte Fanny i den 14-årige Fanny, der er mærket af opvæksten i en familie præget af frisind, politisk engagement og kærlighed, men også af psykisk sygdom, misbrug og en konstant overhængende trussel om splittelse og utryghed.

 

Pressen skriver:

»Som om rummer den mest elegante prosa, jeg længe har læst … traditionen fra Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup er spillevende i denne roman, hvor Stoltz slår sit navn fast som en af tidens vigtigste prosaister.«
– Marie Louise Kjølbye, Information

»Teksten virker så stærkt, at man er i det intime autofiktive rum med forfatteren [...] Stoltz holder sin Fanny frem med bævende hjerte, og jeg tager som læser imod hende med en følelse af taknemmelighed. Tak for tilliden. Og tak for niveauet.«
***** – Bjørn Bredal, Politiken

»At læse Kristina Stoltz’ gode prosa er godt, også når det gør lidt ondt.«
**** – Søren Kassebeer, Berlingske

»Bogen engagerer og udfordrer; dens nysgerrighed og bekymring fortjener respekt.«
– Linea Maja Ernst, Weekendavisen

»Hvor Knausgård brugte tusinder af sider på at udbasunere sin families liv, bruger Kristina Stoltz blot en knivspids.«
**** – Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet

»Som om beskriver ikke bare det smertelige sammenbrud eminent, den lader også det udsatte barn i en kaotisk og ustabil voksenverden komme til orde. Fortællingen er følelsesfuld og dybt bevægende uden at tippe over.«
**** – Anna Møller, Kristeligt Dagblad

**** – Jon Helt Harder, Jyllands-Posten