"Med Natradio bygger Carl Emil Petersen nænsomt videre på sin karriere med respekt for egen formåen og tidligere meritter. Og det tegner lovende for sangskriveren, der stadig lige mangler at indfri sit fulde potentiale"

"Carl Emil synger om »Midttyvernes Dårskab«, men gør det på en måde, der hverken er overdrevent romantiseret eller moralsk. I hans ligefremme og rørende sprog presser det vægtige på i hverdagssituationerne ... Hvad der ikke har ændret sig synderligt, er Carl Emils forkærlighed for halvskramlet rock med ringlende guitarer og brusende omkvæd.Sangskrivningen glimrer stærkere end produktionen, der blandt andet er udført af Sune Rose Wagner og duoen Mahler & Bir. De klassiske rocktræk - en sprød akustisk guitar på balladerne, en strålende synth som glasur - passer egentlig godt til sange, der ofte tager bestik over fortiden ... Petersen beskriver »Natradio« som et »dobbelt break up-album«, men det er nærmest blottet for vrede, smålighed og anklager. Det er fortrydelse og rådvildhed, der præger sangene"

"Carl Emil Petersens album tager udgangspunkt i en stålsat tro på "et liv før døden", og sangene skildrer frihedens kaos med tvivl, isolation, kærestesorg og bristede håb. Musikken er befriende fjern fra tidens lineære programmering, og rocken klinger hverken bedaget eller moderne. Bare intenst medrivende i en sang som "Kærlighed kommer". Den sitrer af rastløshed, og der skrues op til 10 for hjertelig indlevelse, så man næsten føler sig i selskab med unge udgaver af U2 og New Order. Udtrykket blusser også af udadvendt garagepop i "Kun et mørke efter dig", og i en anden yderlighed sættes følelserne på højkant i den melankolsk dirrende "Tusinde veje du kan ta'". Carl Emil Petersen er her over grænsen til banalitet ... Men man smittes af den forrevne nerve, og man aner omridset af en musikalsk generationshelt"

"En ung mand har forladt sit band og sejler romantisk sin egen sø. Uden fast havn driver han nu rundt i en tilstand, som er nogenlunde lige betuttet, beslutsom og euforisk. Ikke noget dårligt sted at befinde sig for en sangskriver, der er lige så ung, som han er gammelklog. En rastløs romantiker med begge ben på jordens gyngende grund ... Musikalsk er der mere robust-begejstret Håkan Hellström end blegnæbbet indie over Carl Emil Petersen. Der er guitarer med kant og krop og keyboards med brus i skørtet i en musikalsk udtryk, der ikke lefler for nogen af tidens modediller ... I forhold til Ulige Numres stensikre og lidt glat producerede andet album 'Grandprix' er der simpelthen mere på højkant og mere personlighed på spil på Carl Emil Petersens første soloalbum. Et album, der livgivende og noget nær tidløst afbalancerer indre uro og musikalsk overblik"