500 ord

Børn i hele landet kan igen i år være med, når skrivekonkurrencen skydes i gang den 8. april 2019.

Det er både muligt at deltage som enkeltperson og som skoleklasse.
De bedste historier udvælges af en ekspertjury. Juryen finder to vindere, én som får sin historie udgivet som illustreret bog på Gyldendal, og én som vinder et ophold på Brønderslev Forfatterskole i 2020.
Vinderne kåres på mini Albus 7. november 2019 på Dokk1 i Aarhus.

Årets tema: ’Overraskelser’ 

Temaet i 2019 er ’Overraskelser’.

Temaet kan rumme historier om alle mulige overraskelser – både gode, dårlige, sørgelige og spædende.

En overraskelse er når noget uventet sker, og din historie kan både være baseret på noget virkeligt, eller noget der kunne være virkeligt. Den kan også foregå i en anden verden, som du selv finder på, og hvor alting kan ske. Du bestemmer, bare du har en overraskelse med i din historie.

Der er mange måder man kan skrive om en overraskelse på – og mange forskellige ting, man kan blive overrasket over. Det kunne f.eks. være:

  • Når din veninde giver dig en gave selvom det ikke er din fødselsdag
  • Når din hund en dag begynder at tale
  • En god vens forældre skal skilles
  • Et pludseligt uvejr bryder løs
  • Du gør et sjældent fund

… Eller noget helt andet. Vi glæder os til at læse din historie – og håber på, at du er endnu bedre til at få idéer end vi er.

Bag konkurrencen
Aarhus Kommunes biblioteker står bag konkurrencen i et tæt samarbejde med Gyldendal, Biblo og Brønderslev Forfatterskole. 

Yderligere information
Konkurrencen er skabt på baggrund af den tilbagevendende skrivekonkurrence ’500 Words’, som kører årligt på BBC. Sidste års vindere af konkurrencen i Danmark blev Caroline Sjøgaard med 'Ida og Elvis' og Anna Schjerning Lindkær Jensen med 'Jeg er Liva Lene'.

Kontakt
Sif Lüscher Rauff, projektleder for Albus Festival for mere information på silr@aarhus.dk