You spin me right round, baby, right round

Af Anonym (ikke efterprøvet)
11.03.10
Foredrag med Martin Hall på Langkær Gymnasium 11. marts 2010

Mine damer og herrer, Martin Hall sparker så hårdt til din indre spidsborger, at du må stoppe op. For at ømme dig bagefter. Han trækker dig frem og tilbage mellem fortid og nutid, æstetik og ligegyldighed, han vikler dig ind i sit net og kaster dig ud ad sidespor, så du aldrig tror, at du skal finde vejen tilbage. Han punker dig med sin intelligens og sin kærlighed, med kunst, litteratur, musik og med anekdoter, fra 1800-tallets sagnomspundne tider maler han sine fortællinger for dig, så du til sidst bevæger dig et sted mellem død og liv, med ’80er-popnummeret rungende for dit indre øre; ”you spin me right round, baby, right round, like a record…”

 

Man skal ikke synge falsk, bare fordi alle andre gør det

”Indtil jeg gik ind i Talent 2008 var jeg dansk kulturs bedst bevarede hemmelighed”, sagde han og lagde armene over kors, ”mine damer og herrer, jeg er en intellektuel outsider, en grænseløs æstetiker, en romantikker og et renæssancemenneske”.  Så beskedent præsenterede Martin Hall sig selv, og tingene var sat i bevægelse.

'Det, han efterlyste, var flere satsninger! Han ville af med den husbladspornofølelse, man sidder tilbage med efter talentshows, hvor folk, der ikke ved bedre, bliver udstillet, så ens seer-selv kan føle sig bedre end. Pointen er bare, at man netop ikke er bedre, men blot værre.

For ifølge Martin Hall er det vigtigste, at man ikke lader sig rive med strømmen, men at man stopper op og overvejer, om ens talent er bæredygtigt i en verden, hvor alle jagter talentet. I 2010 stræber vi efter en overdreven individualisme og en kendisfaktor, men hvad er det helt præcis, at vi gerne vil være kendte for? At være kendt og at have talent hænger nødvendigvis ikke sammen; ”’80er-generationens individualitet er degenereret til, at alle vil være kendte, men for hvad? Vi har en ekstrem individualisme i dag, men man bruger den ikke til at ændre noget.”

 

Grib livet som var der ingen morgendag

Tilbage i 1980’ernes spæde ungdom var der ingen talentshows, ingen mobiltelefoner, ingen realityshows og økonomisk havde samfundet været nede at vende, da punken indtog musikscenen. Her fandt Martin Hall sin inspiration; ” Jeg er noget så upraktisk som en kunstner, og jeg bliver tiltrukket af brændpunkter på samme måde som en krigsfotograf”.

Martin Hall har gennem hele sit kunstnerliv forsøgt at rykke ved de grænser, som kunsten og samfundet har skabt, både musikalsk og litterært. For kunsten er det, der grænser til vanvid, og det er derfor, man både længes efter den og skræmmes af den. Kunst og kærlighed er ikke to rationelle størrelser, og som følge deraf bliver man nødt til at give alt af sig selv; ”Livet er et projekt uden sikkerhedsnet, så derfor må man satse og tro på, at talentet holder – man må simpelthen brænde sit lys i begge ender”.

 

Round, round, round, like a record

Hvad så? Når man nu har tændt ild i lysets to ender, hvornår overskrider man så grænser, og hvornår er det en reel flugt? For Martin Hall, der havde været Københavns lokale superstar op gennem 1980’erne, var det tid til at trække stikket ud og synke ind i sig selv. Dansk kulturs bedst bevarede hemmelighed var blevet træt af furoren omkring sin persona og beskrev i den forbindelse Danmark som ”en nation, der lærer folk at spise svinekød og drikke øl, og hvor nationalsymbolet er en snorksovende viking!!”

Hvad gør man så? Når livet ikke længere er en dans på roser? Tom Wolfe sagde, at intelligens er det, man bruger, når man ikke ved, hvad man ellers skal gøre. Hall greb Wolfe og efter et par år i sjælelig eksil, begyndte Martin Hall at skifte ”rigtigt og forkert” ud med ”brugbart og ikke-brugbart”; ”Ja, hvad er egentlig bedst, mine damer og herrer, at være vanvittig i en verden, der konstant åbner sig eller rationel i en verden, der lukker sig?”

Martin Hall er en kunstner, der er drevet af troen på noget bedre, der findes, hvis man kradser lidt i lakken og selv skaber det! Pop-kulturen er en kultur, der skræddersyer talentshows til at vare én sæson, og som i sidste ende tager hævn over sine egne succes'er. Og netop derfor er koblingen Martin Hall og Talent 2008 så spændende – to magistrale modsætninger mødes, clash!

Hvad gør man så nu? Det lyder jo som en kliché. Leonard Cohen kaldte det en kliché, fordi det var sandt. Martin Hall fyldte stemmen med patos og lukkede showet; ”I morgen er i dag en kliché, men i aften er det en sandhed!”

 

FOTOGRAF: Kenneth Øksnebjerg