Verden er i skred

Netop det, at hverdagen bliver det poetiske omdrejningspunkt, må siges at være et gennemgående tema i Lone Hørslevs forfatterskab, der rækker fra debuten ’Tak’ (2001) til den nyeste digtsamling ’La’os’ (2012). I ’La’os’ kredses der om, hvad det betyder for jeget at skabe rammerne omkring et hjem. Konstant penduleres der mellem orden og uorden: et ønske om orden og en frygt for den uorden, der lurer alle steder, når ting har det med at smuldre mellem hænderne på en. Frygten for uorden skildres både lokalt og globalt, på et mikro såvel som på et makroniveau, når jeget svinger mellem frygten for at boghylden falder ned, til finanskrise, arbejdsløshed og global opvarmning.

Således manifesterer Hørslev ifølge hende selv et tema om det småborgerlige, hvor ambivalensen bliver en dominerende faktor, når jeget på den ene side søger den hjemlige ro og orden og samtidig vil have det vilde og rebelske eventyr. Herved opstilles også et skisma omkring den konkrete, fysiske hjemløshed og den abstrakte hjemløshed og rodløshed, som også kan ses udfoldet i romanen ’Sorg og camping’ (2011). ’Sorg og camping’ handler på flere niveauer om at finde ro og orden, om at falde til. Marianne, en af karaktererne i ’Sorg og camping’, er tilflytter fra Købehavn til Lykke, som er en fiktiv by i Vestjylland, og hun forsøger netop at finde både en indre ro og en fysisk ro, der hvor hun er. I passager veksles der mellem kolde november i Lykke og tilbageblik på en lykkelig sommerferie i campingvognen. Her får Marianne en litterær oplevelse, da hun læser en digtsamling af Søren Ulrik Thomsen, og Marianne oplever derved, hvordan litteraturen formår at skabe et bånd mellem bog og læser. Marianne oplever, at der bliver sat ord på noget, som hun har rummet, men uden at kunne beskrive det, og pludselig mærker hun, hvordan dette noget tager form.

Søren Ulrik Thomsen er uden tvivl en både stærk og forførende stemme i dansk litteratur, men det var i højere grad forfatteren Per Højholt, der åbnede Hørslevs øjne for poesien, hvilket også antydes i titlen ’Sorg og camping’, der er lånt fra Højholt. Det som Hørslev fandt fascinerende ved Højholt, var hans humor og hans mundtlighed, den måde, hvorpå han frembragte ordenes musik. Hos Højholt blandes det høje og lave, det tunge og lette og det er også tilfældet hos Hørslev, når hun skriver sin poesi. Hørslevs ordmusik skabes blandt andet af de dominerende allitterationer, som skaber en rytmisk tonalitet, og hendes ordkompositioner, der er både finurlige og underfundige. Ifølge Hørslev er udfordringen ved prosa, at der skal fortælles en historie, et narrativt fremadskridende forløb samtidig med, at hver sætning skal have en æstetisk kvalitet. ”Der skal være smæk på hver en sætning”, sagde Hans Otto Jørgensen, ellers gider man ikke læse dem. Når der er tale om poesi gælder der andre spilleregler, og netop derfor er poesien så privilegeret. Poesien er ikke kun ord, som prosaen kan være det, poesien er nemlig også musik, farver, stemninger, lyd, rytme. Disse parametre bliver der i høj grad taget vare på i Hørslevs forfatterskab, og som læser mærker man, hvordan ambitionen med at skrive i sidste ende netop bliver den katalysator, der ender med at få orden på alt den uorden, som verden indeholder.

I ’La’os’ lyder det ”verden er i skred, kom tag mig med”, og som læser kan roligt følge med ind i Lone Hørslevs forfatterskab, for selvom det rummer en masse uorden, sådan som hverdagen nu en gang gør, så sidder man som læser altid tilbage med en følelse af orden bagefter. En orden der manifesteres gennem det sproglige, poetiske udtryk.