Krea for voksne

14.10.19
Det blæser en halv pelikan udenfor, og efterårstemperaturerne kalder på indendørsaktiviteter. Heldigvis er krea-projekter ikke kun forbeholdt børn, og vi har fundet nogle ebøger, der er fyldt med inspiration til kreative gør-det-selv-projekter for voksne. Giv hjemmet nyt liv, eller forbered dig på zombie-apokalypsen.

Det er måske et par år siden, du har haft lyst til at lave et kastanjedyr, men derfor kan det godt klø lidt i fingrene for at lave noget kreativt i efterårsferien. Heldigvis er efteråret perfekt til hjemmeprojekter, nu hvor vejret ikke ligefrem lægger op til strandture, og haven kræver minimalt vedligehold. 

Frisk hjemmet op
I to af bøgerne finder du inspiration til funky og anderledes DIY-projekter og lækre tips, der kan puste nyt liv i dit hjem og samtidig stille din krea-trang. Projekterne varierer i sværhedsgrad og omfang og spænder fra små pyntegenstande til møbelkonstruktioner og vægmaling.

Forbered dig på zombie-apokalypsen
I en anden noget mindre optimistisk (men lidt mere humoristisk) ende af skalaen, finder du bøgerne med tips forberedelse på verdens undergang, katastrofer og des lige - eller prepping, som det hedder på engelsk. Her er tips og tricks til, hvordan du kan bruge hverdagsting til at skabe anordninger, der potentielt kan redde dit liv i en farlig situation. Eller hvordan du kan udvikle systemer, der kan bruges til at forsvare din base i tilfælde af en zombieinvasion. 

God fornøjelse med dine efterårssysler! 

Materialer