Tanker om at skrive

Jeg læser Jørgen Leth i øjeblikket. Det er ikke noget, jeg har gjort før, så derfor er det en helt ny forståelsesform, jeg står overfor. Egentlig befinder Leths forståelsesform sig ikke så langt fra min egen eller rettere sagt, så er Leths forståelsesform og arbejdsform den, jeg forsøger at bevæge mig hen mod. Leth forsøger i sin praksis at skabe orden i kaos ved at opsætte nogle simple spilleregler for sig selv, og måske er det en god indgangsvinkel? At opstille nogle spilleregler, som jeg skal overholde, når jeg skriver? Jeg ved det ikke. Jeg kunne jo også forsøge at videreudvikle den skrivestil, som jeg nu en gang har? Men det er vanskeligt. Jeg ved heller ikke, om jeg sådan kan omforme min skrivestil, måske vil det så slet ikke være mig, forstået på den måde, at jeg så ikke længere vil være forankret i det skrevne, ikke have noget tilhørsforhold til de ord, der placerer sig på papiret. ”Placerer sig på papiret” er en typisk vending fra hånd, og over alt drysser jeg sådanne refræner ud på papiret, helt uden at tænke over det, de er der bare som små ’poetiske lækager’. Jeg synes ikke at ”placerer sig på papiret” er en dårlig sætning, havde jeg syntes det, så havde jeg fluks slettet den, nej jeg kan faktisk godt lide den: de små allitterationer på p og a, får sætningen til at flyde som smør, der smelter på en varm pande, knitrende men stadig afbalanceret og roligt. Jørgen Leths tekster er ikke smør på en varm pande, der breder sig ud i flere forskellige retninger. Leths tekster er komprimerede, komponeret efter spillerreglerne. Man ser det tydeligt. Hvordan han zoomer ind og ud på de genstande, som han beskriver, hvordan han altid går konkret til værks, framer sit bytte, fx: ”jeg sidder på læsesalen, jeg ser, hvordan folk arbejder eller slænger sig i hængekøjerne i midten af rummet (jeg har aldrig forstået, hvad hængekøjerne laver på en læsesal, men jeg formoder, at det handler om et kreativt arbejdsmiljø, hov, brud på spilleregel: ikke drive bort fra det konkrete. Endnu). Jeg ser, at min vandflaske og mine notater ligger ved siden af min computer. Mine håndskrevne noter ved siden af min computer. Der er en teknologisk disharmoni mellem disse håndskrevne notater og computerens moderne, stålgrå udtryk.” Jørgens Leths tekster er ekfraser, tør jeg vel godt kalde dem, fordi de netop visualiserer i så høj grad, at man tydeligt kan se det, der beskrives. Hos Leth danner der sig nogle meget tydelige billeder hos læseren, som gør, at man bevæger sig panoramisk rundt med Leth i hans landskaber. I mine tekster er tingene ofte mere diffuse, og jeg kan på ganske kort plads, bevæge mig utrolig langt. Leth ville bevæge sig fra stolen til døren og måske tilbage igen, alt uden om ville ikke interessere ham, hvor jeg derimod ville gå gennem døren og netop finde alt det uden om stolen og døren interessant. Jeg ville nødvendigvis ikke vende tilbage til udgangspunktet igen, og hvis jeg i så fald vender tilbage, så lukker jeg ikke døren efter mig.

…

De fem benspænd. Her udfordres spillereglerne. Jeg er betaget. Mine fem benspænd? Jeg har stadig ikke opstillet dem, måske kan jeg faktisk ikke selv opstille dem? Måske er jeg så hvirvlet ind i mit eget net, at jeg ikke kan finde ud af, hvor jeg skal sætte ind. De spilleregler, der skal opstilles, skal måske netop ikke opstilles af mig selv men af andre. Af en anden. Det er ikke indre spilleregler, som jeg hele tiden har troet, det er ydre spilleregler, der skal bestemme, hvordan mine tekster skal formes. Mit problem er faktisk ikke, at jeg har for lidt plads at udfolde mig på. Problemet er, at jeg har for meget. For meget plads gør det ukonkret, rodet. Det er jo derfor, at Leth forholder sig til det han kan se: ”jeg ser det, jeg ser”. Jeg ser det, jeg ikke ser: det er forskellen, det er kernen til roderiet. Mine benspænd skal ikke begrænse min måde at skrive på, men derimod det jeg skriver om. Det er ”om”, der har været problemet. Jeg ser det, jeg ser: et bord, et hus, et menneske uden ansigt. Jeg ser ikke alt det udenom: snedkeren, der har bygget bordet, mureren, der har bygget huset, fortabelsen, der har medført ansigtstab. Leth ser, det Leth ser. Jeg ser, det jeg ser.