Symbolladet og barsk psykologisk thriller

18.04.16
"En ægte thriller, hvor læseren holder sig for øjnene, men alligevel smuglæser mellem fingrene for at opleve gysets sus, når det uundgåelige endelig indtræffer" - sådan karakteriserer Littunas skribent Malene Ravns nye roman MIA. Læs hele anmeldelsen her!

Anmeldelse af Malene Ravn: Mia, udgivet på Gyldendal d. 8 marts 2016

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Malene Ravns anden roman, Mia, er en dyster undergangsfortælling, der barsk fører læseren ind i de dybeste afkroge af det menneskelige sind i krise. Med et fast formgreb, tilpas med suspense og en eminent forståelse for menneskets psyke opbygger Ravn en tæt og symbolladet psykologisk thriller drænet for håb.

De to søstre Mia og Seline kunne ikke være mere forskellige. Hvor storesøsteren Seline er festlig, udadvendt og flirtende, er lillesøsteren Mia indelukket og afvisende. Hun har bosat sig i deres barndomshjem, en gård, der, ligesom hende selv, er isoleret fra omverdenen, mens Seline bor i en lejlighed med sin voldelige, charmerende psykopatkæreste, Jacob. Mia er vant til, at Seline ringer til hende efter hjælp, når Jacob lader temperamentet løbe løbsk – men denne gang har han gennembanket Seline så voldsomt, at det endda gør ondt på læseren. Det viser sig, at der er endnu mere galt end de bøjede ribben og den flækkede læbe, for Seline har aborteret, og Mia tager hende derfor med hjem for at passe og beskytte hende. Da Jacob senere aggressivt opsøger dem, udvikler dramaet sig, og Mia lader sin angst og sit indestængte raseri tilbage fra barndommen tage over, så situationen eskalerer til et point of no return. Derfra bevæger det sig kun én retning: støt nedad.

Det fortrængte traume

På trods af pigernes vidt forskellige tilgang til livet går det hurtigt op for læseren, at de begge forsøger at distancere sig fra fortiden. Selv om Mia isolerer sig fra andre mennesker, afskærer sine relationer og kun omgiver sig med dyrene på gården, og selv om Seline fjerner sig fra sin krop ved at besmykke den med røde akrylgelénegle, afbleget hår, silikonebryster og tatoveringer, lykkes det ikke for nogen af dem at flygte fra den tragiske og traumatiske opvækst. Gennem glimtvise tilbageblik beskrives en hård barndom: ”Moren er død, og far er det på en måde også”. Pigernes mor døde under Mias fødsel, og siden har Mia skullet leve med skylden og søsterens såvel som farens bebrejdende blikke.

Efter morens død overtog Seline hendes rolle i hjemmet: ”De voksne klapper hende på hovedet og roser hende for at være en god lille kone i huset og være sådan en god hjælp for sin far”. Flere steder får læseren dog en klar fornemmelse af, at Seline overtog flere af morens roller, end hvad godt var. Faren forvandlede sig til en trussel, men ingen opdagede det og greb ind. Gennem hele romanen antydes det usigelige: et incestuøst forhold mellem de to – men det forbliver ved antydningen. Det usagte lægger sig derfor som en mørk skygge, der vokser og vokser, som hver side vendes. Ravn giver konstant akkurat nok informationer til, at læseren ikke er i tvivl, selv om incesten på intet tidspunkt italesættes direkte. Og det gør det forfærdelige og uforståelige endnu mere forfærdeligt og uforståeligt, fordi tavsheden skriger, og stilheden simpelthen forstærker udtrykket.

Sprog, symbolik og suspense

Romanen indledes med, at Mia modtager en stor og aggressiv tyr, som de forrige ejere ikke kunne håndtere. Tyren, som desuden ses på bogens omslag, kommer til at stå som et markant symbol på den stærke, kraftfulde og brunstige maskulinitet, der står i stærk kontrast til den sårbare femininitet, som de fortabte søstre repræsenterer. Samtidig virker tyren på en måde som en voldsom legemliggørelse af den lille, hårde ært af angst og had, der forplantede sig i Mias mave i barndommen:

”Det værste var at det var dejligt. Det var dejligt at slå Seline som det er så synd for. Mia hader sig selv så meget at der samler sig ligesom en lille, hård ært i maven på hende, ligesom der kan danne sig en lille, hård kugle under huden efter skarpt slag, denne her sidder bare længere inde. Hun er den eneste Seline har”.

Malene Ravns knappe og intense sprog klæder romanens handling og skaber en fortættet og næsten klaustrofobisk stemning, der illustrerer Mias kritiske sindstilstand.

Mia handler altså på mange måder om, hvordan mennesket kan blive udsat for uoprettelige traumer, som umuligt kan fikses blot ved at forsøge at bevare et positivt mindset og se fremad. Ravn ved nøjagtigt, hvor meget hun skal fortælle, for at læseren kan ane det forfærdelige og forudse det tragiske – dét er en ægte thriller, hvor læseren holder sig for øjnene, men alligevel smuglæser mellem fingrene for at opleve gysets sus, når det uundgåelige endelig indtræffer. Den ene side tager den anden. Romanen kunne nemt være blevet én stor kliché, men Ravn balancerer det tydeligt symbolladede med den dystre, uvægerlige undergang, og resultatet er en vellykket, stærk og barsk roman med et skarpt blik for det traumatiserede menneske.

 

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!

Materialer