Sexsymbol eller skræmmebillede?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
09.11.12
En vampyr er mere end blot en menneskekrop. Det er en levende-død figur, der befinder sig i gråzonen mellem liv og død, og som ernærer sig ved bloddrikning. Og det var så det. Herfra adskiller den traditionelle vampyr sig markant fra den moderne vampyr.

Den levende-døde krop og bloddrikningen er altså de gennemgående elementer, der kendetegner både den traditionelle såvel som den moderne vampyr. Det er tydeligt, at de moderne vampyrfortællinger forholder sig til de traditionelle fortællinger, for vampyrtraditionen og vampyrens kendetegn diskuteres altid i de moderne fortællinger, men samtidig beskæres de traditionelle myter således, at den moderne vampyr bliver tilpasset et moderne forløb.

Den moderne vampyr er i høj grad blevet en helt, og det er ikke længere menneskets opgave at bekæmpe vampyren som i de traditionelle fortællinger. I stedet udspilles kampen mellem den gode og den onde vampyr i de moderne fortællinger. Det er altså ikke længere mennesket mod vampyren, det vil sige en kamp mellem racer, men derimod udkæmpes en indre værdikamp mellem godt og ondt, mellem selvbeherskelse og instinkt hos vampyren. Vampyren Edward Cullen fra Stephanie Meyers ’Twilight’ (2005) rummer således ikke udelukkende en dyrisk natur, han er også kultur, hvilket blandt andet kommer til udtryk, når han beskrives som en græsk statue, en formfuldendt Adonis. Edward Cullen idealiseres som figur, når hans vampyransigt beskrives som angelisk, hvilket ligger fjernt fra djævlebeskrivelserne af Bram Stokers Dracula-vampyr fra 1897, der med sit rotteansigt, spidse tænder og klohænder inficerer og besmitter det dannede samfund. Den moderne vampyr ligner til forveksling et menneske, men er meget flottere, og godt nok er Edward Cullen kold, men han virker ikke død (tilmed dufter han endda godt!), og derfor bliver han heller ikke uhyggelig, som Dracula bliver det. Hos Stoker er man på ingen måde i tvivl om, at Dracula ikke er levende - han lugter af lig!

Vampyren er på flere måder en grænseoverskridende figur, men jeg vil her kort se nærmere på den kropslighed, som vampyren indeholder. Dracula er en formopløsende figur, hvilket kommer til udtryk, når han skifter mellem forskellige kropslige udtryk: vampyr, flagermus, varulv og tåge. Dracula kan omforme sig til det stof, som vil tjene ham bedst i en given situation. Edward Cullen er derimod fast i formen, undtagen når han løber, fordi han kan løbe så stærkt, at han bliver til tåge for det menneskelige øje. Det er det eneste punkt, hvor Edward Cullen er formopløsende, men at han der er grænseoverskridende, gør ham ikke frastødende som det er tilfældet hos Dracula. Desuden er Draculas alder ukendt, hvilket er med til at understrege det diffuse ved hans figur. Edward Cullen derimod er ung, og det er et træk, som mange efterstræber i det moderne samfund, og det tiltrækkende ved Edward Cullen er netop, at hans udødelighed har skænket ham evig ungdom og skønhed.

Vampyren ernærer sig ved at drikke blod og det gælder både for den traditionelle og den moderne vampyr. Men hvor Dracula suger menneskeblod, og dermed reproducerer sig selv, så suger Edward Cullen dyreblod. Den moderne vampyr bliver selvreflekterende, når den væmmes og græmmes over sin egen blodtørst, og samtidig grubler over sin egen natur som vampyr, hvilket blot understreger, hvordan den moderne vampyr konstant må kæmpe med det onde i sig selv. Bloddrikningen er problematisk i den moderne vampyrfortælling, for hvis vampyren drikker menneskeblod, hvordan kan idealbilledet om vampyren som helt så opretholdes? Problemet løses som sagt ved, at den moderne vampyr drikker dyreblod. Dermed bliver vampyrismen også et frivilligt tilvalg i det moderne, fordi (som det er tilfældet i ’Twilight’) Bella selv vælger, at hun vil bides og dermed blive en vampyr. I Stokers ’Dracula’ er det på ingen måde frivilligt, hvis man overgår til vampyrskæbnen!

Den moderne vampyr bliver på mange måder en figur, der opretholder de samfundsmæssige normer, og det er også en af grundene til, at den moderne vampyr ikke er nær så uhyggelig, som den traditionelle vampyr, der er en samfundsomstyrter, som besmitter samfundet og normerne.

Jeg har i dette blogindlæg fokuseret på ’Twilight’ som repræsentant for den moderne vampyrfortælling og ’Dracula’ som repræsentant for den traditionelle vampyrfortælling. Imidlertid gælder de træk, som jeg her har fremhævet hos henholdsvis den moderne og den traditionelle vampyrfortælling, også andre vampyrfortællinger end ’Twilight’ og ’Dracula’. Har man lyst til at se, hvorvidt jeg har ret, så kan man dykke ned i vampyrens komplekse og uhyggelige univers i eksempelvis P.C. Casts og Kristin Casts ’Vampyrens mærke’ (2008) og Ann Rices ’En vampyrs bekendelser’ (1976).

for at skrive en kommentar.
Materialer