Så kan vi måske tage i byen og læse en novelle og se filmen bagefter eller noget?

Noget at tale om

Når der skal findes underholdning til en første date, falder valget ofte på en tur i biffen – ikke vanvittigt opfindsomt vil nogle mene, men der er nok flere grunde til, at det er en populær løsning; den specielle, romantiske biografstemning kan være en af dem. Mørket i salen måske en anden (hvis det nu enten går rigtig godt, eller hvis ens skønhed primært er af indvendig karakter). Og ikke mindst er der det fine ved en bif-date, at film skaber samtaler; ofte når man slet ikke ud af salen, før tavsheden brydes af et ”Nå men, den var da meget god”, som er det høflige ritualoplæg til debat. Man har et behov for at dele oplevelsen, fordi det netop er en del af oplevelsen. Det er en social begivenhed at gå i biffen. Men kan litteraturen ikke noget af det samme? Ja, det virker jo umiddelbart lidt ivrigt at læse en Seeberg-novelle (eller værre!) på en første date, selvom datende jo må have lavet et eller andet, før filmen blev romancens foretrukne medie? Pointen er, at litteratur skaber samtaler i mindst lige så høj grad som film, hvilket blandt andet fænomenet læseklubber vidner om. Vi elsker også at tale om det, vi har læst. MEN hvad så hvis man først læser bogen og derefter ser filmen? Så må man da have samtalestof til adskillige dates.

Den populære, nogle gange bitre smag

Vidste du, at ca. 40 pct. af biografernes premierer er baseret på et litterært forlæg? Men det er naturligvis ikke alle oplæggene, der er ligeså kendte som Ringenes Herre, Alice i Eventyrland eller Stormfulde Højder. Ofte er man måske slet ikke klar over, at en film har et litterært oplæg; eksempelvis er en række af Hitchcocks film baseret på (eftersigende halvdårlige) romaner, her er filmene nok i mange tilfælde lykkedes bedre. Nogle filmatiseringer benytter sig forståeligt nok af det kommercielt, hvis bogen er en kendt bestseller, tænk bare på de tre film om vores svenske venner, Salander og Blomkvist (”Based on the international best selling novel” og andre af den type slagord som tydeliggør tilhørsforholdet) Historisk kan man tale om et gensidigt forhold, hvor filmen skaber popularitet og bogen seriøsitet. Filmen havde ikke en let barndom kunstnerisk set – der gik således nogle år, før den fik vristet sig fri af rollen som klassens klovn og fremstod som et medie, der kunne producere kunst. Men altid har sammenligningen med litteratur ligget lige for.      

Det kan være anledning til stor skuffelse og polemik, hvis filmen ikke lever op til de forventninger, som bogen har skabt for en lignende stor filmoplevelse. I mange tilfælde er skuffelsen naturligvis berettiget - det kan skyldes, at filmen enten ligner bogen for meget eller for lidt. Efter min mening har en filmatisering generelt lang snor, når det gælder kunstnerisk frihed, netop fordi det er to forskellige medier, vi taler om med to forskellige byggesten, billeder og ord. Men selvfølgelig kan den filmiske udgave af et værk ændre sig så meget, at man med rette kan spørge, om ikke instruktøren ligeså vel kunne have skrevet det hele selv? Man kan måske tale om en tone i bogen, som det er en god ide at være tro imod. Jeg synes omvendt, det er lidt fjollet at forvente, at hver eneste detalje og karakter er med i filmatiseringen. En filmatisering er jo netop en fortolkning, ikke en gengivelse, selvom det, indrømmet, kan være svært at nyde en filmatisering, hvis den overhovedet ikke er, som man selv ville have lavet den.    

Man behøver heldigvis ikke at vælge

I forbindelse med mit studie på Nordisk sprog og litteratur læste vi på et fag første kapitel af Hunger Games (Dødsspillet på dansk) og så et lille uddrag af filmen. Senere læste jeg hurtigt resten af bogen, men har desværre ikke fået set hele filmen endnu. På holdet gav det anledning til en god snak om, hvad billeder kan, og hvad ord kan. Det er ikke en hverken ny eller nem diskussion, men sammenligningen er interessant, fordi den giver perspektiver på begge medier. Efter min mening er en vigtig pointe i den forbindelse, at hvad enten man sætter ord eller billeder sammen, skriver bøger eller laver film, vil helheden altid være mere end summen af delene: A+ B er ikke lig med AB, men derimod C. Vi elsker at få byggestenene til at passe, vi elsker at diskutere, hvordan byggestenene bør passe, men mest af alt – tror jeg – elsker vi at forundres over den måde, som gode film og bøger betyder mere end sammensætningen det enkelte ord eller billede.

Da jeg læste Hunger Games, tænkte jeg, at det var en filmisk roman- forstået på den måde at det handlingsmættede forløb udspiller sig i ret klare, visuelle scenarier – eksempelvis er distriktet gråt, fattigt og usselt, billedet af dette location fremstår tydeligt på nethinden, når man læser romanen. Desuden er temaerne i bogen klare og ikke umiddelbart svære at omsætte til film (som sagt har jeg ikke set filmen, men har hørt, at den er lykkedes ret godt): temaer som overvågningssamfundet, magtstrukturer og ”død eller kærlighed” er ikke så komplicerede at lave billeder af.

Noget af det sværeste ved filmatiseringer (og film i det hele taget) er at vise, hvad personer tænker og for alvor føler. De dårlige løsninger på dette problem kan være anledning til stor morskab og parodi, her tænker jeg blandt andet på karakterer, som umotiveret taler med sig selv (blot for at få publikum med) eller sukker unaturligt dybt for at udtrykke dyb skuffelse eller sorg.   Men det betyder bestemt ikke, at det ikke kan lade sig gøre at visualisere tanker. Man kan eksempelvis lade omgivelserne være udtryk for de følelser og tanker, personerne slås med – tænk på Scorseses Taxi Driver, hvor byen New York i høj grad er medfortæller til fremstillingen af Travis Bickles indre liv.    

Men heldigvis behøver vi ikke at vælge mellem filmen og bogen, vi kan dyrke det hele og sammenligne og brokke os, som vi vil. Og heldigvis kan du som regel låne både filmen og bogen på biblioteket.