Program forår 2018

11.01.18
Velkommen til programmet for forårets arrangementer på bibliotekerne i Aarhus. Se online-udgaven her eller hent det flotte program på dit lokale bibliotek.


Hvert år har Aarhus Kommunes Biblioteker ca. 2,4 mio. besøgende. Det er mennesker, der kommer for at dele, gøre, lære, tale, lege, diskutere, inspireres, optræde, lytte, være tænksomme eller vilde, være alene sammen eller være i samtale.
Forårsprogrammet giver dig mulighed for det hele.

I år har vi også den særlige glæde at præsentere en ny international litteraturfestival – LiteratureXchange. Festivalen foregår fra den 14.-24. juni og får med mere end 100 arrangementer og aktiviteter byen til at summe af ord, udblik og læselyst. Der bliver både plads til de store forfattere og store fortællinger og til de helt små og anderledes måder at opleve litteratur på i – i hverdagsbilledet eller på uventede steder. 

Folkeuniversitet, LitteraturCenteret og Aarhus Kommunes Biblioteker står bag festivalen og hele byen er inviteret til at byde ind med programpunkter. Se mere på www.literatureXchange.dk, hvor du også løbende kan følge med i om dit forfatteridol præsenteres på festivalen.

Vi har 19 biblioteker i Aarhus, og vi har prøvet at lave et program til dig, som spreder sig ud over byen. Du kan vælge ting lige der, hvor du bor, eller du kan plukke fra viften af arrangementer på de mange biblioteker. I meget af det vi gør, arbejder vi på at forny formaterne – for vi ved at det betyder nye måder at opleve og lære på. Hvad siger du f.eks. til ORDbanko, Lyt i Mørket eller et show om Goethe?

Nogle ting kræver billet – til andet kan du bare kigge forbi. Langt det meste er gratis og noget koster lidt. Der er noget for voksne, noget for børn, noget som vi kan gøre sammen og så er der alt det, der ikke handler om alder, men om interesse og nysgerrighed – uanset alder og hvem du er sammen med.

Vi håber, at programmet vil give dig lyst til at forholde dig til verden – omverden og den indre verden – og til at stille spørgsmål og diskutere svarene. Det er nemlig også det, bibliotekerne handler om.

Måske støder du på et arrangement, der ikke står i programmet her. Det er, fordi vi og vores gode samarbejdspartnere hele tiden får nye ideer, eller fordi noget helt aktuelt trænger sig på. Derfor kan du også hele tiden følge med på www.aakb.dk/arrangementer og se, om der skulle være noget nyt.

Vi glæder os til at se dig på bibliotekerne!

De bedste hilsner
Marie Østergård
Bibliotekschef

Materialer