Bibliotekskalenderen efteråret 2014

Velkommen til arrangementer på Aarhus Kommunes Biblioteker. Vi håber, at du har lyst til at deltage i de mange spændende tilbud på bibliotekerne.

I alt er der mere end 200 arrangementer at vælge imellem for både børn og voksne. Enkelte koster et mindre beløb, men det er gratis at deltage i langt de fleste. Bemærk at nogle arrangementer kræver tilmelding, også selvom det er et gratis arrangement.

På Aarhus Kommunes Biblioteker er vi vilde med litteratur. Vi har en litteraturklub, hvor du via nyhedsbreve kan holde dig orienteret om, hvad der sker på litteraturområdet i Aarhus. Du kan deltage i forfattermøder, BookTalks, oplæsning, læsekredse og som noget nyt tilmelde dig kalenderlitteratur. Sidst i august er der desuden mulighed for at deltage i litteraturfestivalen Vild med Ord, der i år har fokus på fransk kultur og litteratur.

Efteråret byder dog ikke kun på litterære arrangementer. Du kan blandt andet også høre om krigen i 1864, deltage i klassisk lytteklub, høre Music Talks, se forskellige udstillinger, tilmelde dig skriveværksteder, bygge simple elektroniske instrumenter eller få gode tips til slægtsforskning. Hen over sæsonen er temaerne for Mandagsdokumentaren henholdsvis Sindet og Krig.

Vi har selvfølgelig også tænkt på børnene, og der er masser af film, børneteater, musik og sjov samt kreative aktiviteter med f.eks. cupcakes og byggeværksteder. I efteråret kan fantasifulde drenge deltage i en Lyveskole og er du mellem 7 og 17, kan du blive teknologi-pirat. I Hovedbibliotekets børneafdeling er der endvidere mulighed for, at du selv kan være vært for et arrangement efter egen interesse.

Tjek dit lokale bibliotek, eller et af de andre biblioteker, og se om der sker noget spændende for dig. Du er altid velkommen til at fortælle os, hvordan du kunne have lyst til at bruge biblioteket.

God fornøjelse med arrangementerne på Aarhus Kommunes Biblioteker.

Vi glæder os til at se dig.

(Forsidefoto: Jens Blendstrup)