Aarhus Bibliotekernes forårsprogram er på gaden

Bibliotekerne i Aarhus byder 2020 og det nye årti velkommen med endnu en spændende arrangementssæson. En sæson der giver anledning til at til at undersøge og skue ud i vores fælles fremtid, men også til at perspektivere den viden, vi allerede har.

Det er ikke mindre end godt 1000 arrangementer, der i foråret afholdes på de 19 biblioteker i Aarhus. Der er arrangementer og aktiviteter indenfor det litterære, det kreative, det musiske og det teknologiske. Et bredt udbud for voksne, men også for de unge og ikke mindst for de små og de store børn samt deres familier.

I foråret er der speciel fokus på demokrati-aktiviteter. Aktiviteter der giver rum til debat, ideer og refleksion, og som kan give lyst til at udforske og udfordre verdensbilledet og give anledning til at forholde sig til verden, til at stille spørgsmål og til at diskutere svarene. At styrke demokratiet er også det, bibliotekerne handler om.

Den fælles verden og fremtiden for den, fylder meget i den aktuelle debat, og er derfor også meget synlig i bibliotekernes forårsprogram. Med afsæt i FN’s 17 verdensmål sættes der fokus både på klimaet og på de verdensmål, som handler om andre former for bæredygtighed i vores samfund, med spændende arrangementer om forbrug i balance, nye leveformer, transkønnede, psykisk sårbarhed og ligestilling.

Læsning og litteratur har altid en stor plads i programmet, og der er særlig highlights for både voksne og børn, der har lyst til viden og oplevelser gennem litteratur i alverdens former og formater. Bibliotekerne arrangerer læsedyst, sprogfitness, bogcafeer og fortællesaloner.

I juni afholdes den store litteraturfestival LiteratureXchange i hele byen. LiteratureXchange er et samarbejde mellem Folkeuniversitetet, Aarhus Litteraturcenter og Aarhus Bibliotekerne – i stærkt partnerskab med en lang række aktører fra hele byen. Bibliotekerne varmer op til LiteratureXchange med en række litterære introer til festivalen, højtlæsning og forfatterforedrag.

Udover Dokk1 har vi 18 lokale biblioteker i Aarhus, og vi gør os umage for at skabe et program, der spreder sig ud over byen, vores lokale områder og aarhusianernes forskellige interesser.  Det gør vi sammen med en lang række af gode samarbejdspartnere, der er med til at skabe værdi, kvalitet og alsidighed i vores program.

Det trykte program kan hentes på Dokk1 eller et af vores lokale biblioteker fra mandag den 13. januar.

Se programmet i digital udgave her.

For mere information, kontakt Lisbeth Overgaard: loniel@aarhus.dk