Podcastklubben anbefaler: Mysterier, lykke og en god app

04.03.21
Dokk1s podcastklub anbefaler gode lytteoplevelser

OBS: Alle de anbefalede podcasts kan findes via diverse podcast-apps. Nedenfor linker titlerne til pågældende podcasts hjemmeside, hvis du har lyst til at lytte dén vej.

En virkelig rar app

Hvis du kan lide spændende, velproducerede, danske podcasts, så er appen DR LYD ikke til at komme udenom. Her finder du favoritter som Brinkmanns Briks, Hjerteflimmer for voksne og Genstart. Appen er meget overskuelig og har en solid søgefunktion, hvor du kan finde podcasts ved at søge på enten titel, kategori (fx dokumentar eller fiktion) eller kanal (P1, P2 osv.).

Du kan hente appen dér, hvor du plejer at hente apps på din telefon eller tablet.

Knald og lykke 

Knaldromaner. En podcast, som vækker stor begejstring ikke blot hos litteraturfolket. Værterne Barbara Nyholm og Camilla Boraghi undersøger, hvordan litteraturen portrætterer sex, lidenskab, erotik og kærlighed. Et særligt skønt afsnit handler om Klaus Lynggaards udødelige ungdomsroman Martin & Victoria.

The Happiness Lab. Hvis du tror, at penge, vilde ferier og prestigefyldte jobs gør dig lykkelig, kan du godt tro om! Yale-professor Dr Laurie Santos fortæller om den nyeste lykke-forskning og gør sit bedste for at nuancere de dominerende forestillinger om lykke. Særligt anbefales de 10 "coronavirus bonus"-afsnit.

Ublodig True Crime

Djævlen i detaljen. Krimipodcast som hver uge undersøger nye og gamle danske kriminalsager og går bag om opklaring, forbrydelse og straf. Podcasten udmærker sig ved at handle om de mere tekniske, juridiske og samfundsstrukturelle aspekter af en given kriminalsag. 

Mofinbyen. Ikke på dén måde true crime, men et rystende blik ind i en meget virkelig virkelighed i idylliske Fredericia, som lider under en epidemi af morfinmisbrug og den sorg, frygt og kriminalitet, som følger med. Igennem hele podcasten tænker man "det kan da ikke ske i Danmark?!" - men det gør det. Lige nu. Stærkt anbefalelsesværdig.

Et godt skud nyheder 

Verden ifølge Gram. Nyhedspodcast med dansk journalistiks grand old man Steffen Gram. Afsnittene er en lille time lange og går mere i dybden end de kortere formater som eksempelvis Genstart. Særligt skal afsnittet fra 9. februar, Ruslands forgiftede demokrati, anbefales, hvor et podcastklubmedlem deltog som gæst!

Den gakkede rosin i pølseenden

Wind of Change. Journalisten Patrick Radden Keefe hører et rygte: powerballaden Wind of Change er ikke skrevet af Scorpions i 1990. Den blev skrevet af CIA for at opildne reformvenlige kræfter bag jerntæppet. Keefe sætter sig for at undersøge rygtet til bunds. Det kommer der en vanvittigt underholdende podcast ud af, hvor journalisten både er til koncert med Scorpions i Ukraine, taler med flinke folk i spionbranchen og møder Mr. Scorpions himself, Klaus Meine (specielt dét afsnit er helt barokt og SÅ morsomt).

Vil du have mere?

Hvis du har lyst til at være med i Podcastklubben (ingen binding!), så mødes vi på Dokk1 mandag den 26. april kl. 17. Du kan læse mere om klubben og booke billet her: Podcastklubben

Er du ikke til klub mere til at læne dig tilbage og få en masse anbefalinger til gode true crime-podcasts, så kan du deltage i Podcastanbefalinger online mandag den 22. marts kl. 16 på onlineplatformen Teams. Du kan læse mere om arrangementet og booke billet her: Podcastanbefalinger Online: True Crime-tema