Ordlyd om lyden af ord

Af Anonym (ikke efterprøvet)
22.03.13
Ordlyd er et nyt program om litteratur, som vises på kanal Østjylland og desuden er tilgængeligt online. Tanken er, at det enkelte program skal bestå af et fokusemne og desuden forskellige indslag som anmeldelser og nyheder.

Ordlyd 1# sætter fokus på, hvordan og hvorfor lyrikoplæsninger varierer fra det næsten begravelsesalvorlige og patosfyldte hos Pia Tafdrup til det teateragtigt morsomme hos Lars Skinnebach. Temaet synes velvalgt i en tid, hvor live-oplevelsen af lyrik med dertilhørende stemme, krop og armbevægelser måske er blevet endnu vigtigere, hvis (nye) folk skal få lyst til at beskæftige sig med den; folk vil se og høre giraffen. Og med en karakteristisk oplæsningsstemme som eksempelvis Jørgen Leths eller bare en smule skuespillertalent er det ikke et problem at få folk til at lytte – ikke mindst, fordi det er helt ok at grine af lyrik- lyrik er underlig, legesyg og anderledes, ligesom den er klog og alvorlig. 

Som ekspertgæst i udsendelsen er Jakob Schweppenhäuser, som skriver ph.d. om lydlig lyrik – han er intelligent og sober at høre på. En vigtig pointe fra ham er, at der ikke findes forkerte oplæsninger, men nærmere forskellige tolkninger, hvor køn, alder, herkomst, tone og tempo kan have indflydelse på, hvordan teksten tolkes. Stemmen er vigtig, fordi lyrikken med den træder ud af skriftens anonymitet, får liv og bliver en social begivenhed. Programmets vært, Steffen Moestrup, prøver selv oplæsningskræfter med et digt om Tordenskjoldsgade – vist nok den ømmeste gade i Aarhus. Moestrup har i den forbindelse Aarhus-digteren Mads Mygind med som mentor. Der veksles således mellem Myginds praktiske instrukser og Sweppenhäusers teoretiske analyser, og det fungerer rigtig fint.       

 

De blandede bolsjer

Udover det velvalgte fokusemne indeholder ordlyd også lidt godt og blandet. Der er blandt andet en anmeldelse af Jonas Rolsteds Flex Death, som efter min mening bliver lige svulstig nok. Moestrup fortæller blandt andet: ”Flex Death er solopgang og solnedgang malet i ord”, mens kameraet kælent bevæger sig hen over bogen. Og tilbage i studiet: ”original, fantasifuld, rørende, mørk og lys, moden og naiv i ét hug. Flex Death er en bog, man kan læse hurtigt, men den bør indtages langsomt. Se på hvert et ord, se hvor smukt det er”. Det bliver lige et gear for meget til mig, men trods alt dejligt, at glæden for litteratur skinner igennem her også. Således en anmeldelse af en anmeldelse.

Et lille indslag kaldet ”Det oversete værk” bliver forhåbentlig en fast del af programmet fremover- i dette tilfælde anbefaler bibliotekar Ann Marie Dreyer Bent Hallers ”Sinkeklassen”. Så er jeg desuden vild med anvisningerne til, hvordan man læser korrekt i sengen med vor tids tungeste bog, Knausgårds Min kamp, som eksempel. Det er jo præstation i sig selv at få slæbt bogen hjem fra biblo. 

Ellers indeholder Ordlyd 1# kort nyt fra bogverdenen, og  Moestrup besøger herudover Åby Bibliotek for at interviewe ”Biblioteks-Dorthe” om, hvordan de har indrettet sig, og hvilke arrangementer de har på bedding; et indslag, som optager pladsen som det på samme tid nødvendige og unødvendige hyggefyld.

Efter min smag er der fyldt rigeligt af dramatiske kameraskift på i sekvenserne, hvor Moestrup taler til kameraet, ligesom at sort/hvid-effekten (som dog kun optræder kort en enkelt gang) ikke skaber den lyriske andægtighed hos mig, som den formodentlig er tiltænkt. Men det er små detaljer i et program, som sobert, lærerigt og enkelt guider sin seer gennem et relevant emne. Jeg skal da nok se 2’eren.  

Tags
for at skrive en kommentar.