Om overfladisk læsning

Af Anonym (ikke efterprøvet)
28.11.11
I en tidsalder hvor elektroniske medier distraherer os døgnet rundt kan læsning af god litteratur modvirke det mentale forfald.

Hermed en udfordring: Læs hele denne artikel igennem uden afbrydelse – fra top til bund. Formår du at gennemgå teksten uden at lade dig distrahere af fristende hyperlinks og farvestrålende annoncer, og kan du undertrykke den evigt pågående trang til at tjekke mailboks, facebook eller deslige er du sandsynligvis del af en uddøende race, nemlig dybdelæserne. Hvis du derimod allerede har scrollet ned for at se hvor lang artiklen egentlig er og samtidig været forbi indbakken på gmail, facebook, eboks etc. to til tre gange (i tankerne såvel som i virkeligheden) er du del af en ny art: De overfladiske læsere. Denne modstilling er groft sagt udgangspunktet for teknologiteoretikeren Nicholas Carrs nyeste bog, der bærer titlen The Shallows: How the internet is changing the way we read, think and remember.
 
At medierne vi anvender har betydning for vores måde at tænke på er ikke en ny betragtning – allerede Marshall McLuhan fremførte i 60’erne at ’the medium is the message’, dermed forstået at mediet ikke er en neutral formidler af information, men selv er med til at forme denne information. Carr tager i sin bog livtag med McLuhans formulering og forbinder den på interessanteste vis med den nutidige medievirkelighed vi alle, om vi vil det eller ej, tager del i. Internettet består grundlæggende af elementer, hvis eneste funktion er at tildrage sig vores opmærksomhed – og vi lader dem gladeligt gøre det. Som Carr skriver: ”We willingly accept the loss of concentration and focus, the division of our attention and the fragmentation of our thoughts...” (p.134). Problemet er at vores hjerne er skabt til at reagere på alle disse påtrængende stimuli, ja, den kan ligefrem blive afhængig af dem. Konsekvensen: At vi langsomt, men ubetvivleligt, mister evnen til at koncentrere os - til at læse dybt og dermed tænke abstrakte og nye tanker.

Selvom ansatsen i The Shallows er polemisk formår Carr at holde tungen lige i munden og forfalder ikke til en hæmningsløs og bagstræberisk mediekritik. To greb gør at vi ikke bliver ledt på afveje: For det første baserer Carr sin bog på en lang række nyere videnskabelige undersøgelser, der på glimrende – og skræmmende – vis understøtter hans pointer. For det andet lader han vores nuværende menneskelighed, Homo Digitalis, træde frem på baggrund af en lang teknologihistorisk udviklingshistorie. Menneskets evne til at reflektere, til at skabe nye idéer, beror på vores evne til at holde koncentrationen i lang tid ad gangen. Homo Litteratus, det dannede, læsende menneske, er ganske vist ikke en uddød race, men vi bør grundigt overveje om ikke denne distraktionernes tidsalder allerede har gjort arten truet.
Carrs bog er ofte foruroligende læsning, der giver én lyst til at skrotte alt sit elektroniske udstyr og simpelthen gå på internetafvænning. Så drastisk skal vi dog ikke gå til værks, ifølge Carr, men vi bør i hvert fald  gøre os mediernes betydning for vores hverdagsliv mere bevidst. Og ja, hvordan gik det så med at komme igennem artiklen? Hvis du røg fra et par gange er det fuldt forståeligt – så sluk for skærmen et par timer og kast dig i sofaen med en god bog. Jeg anbefaler The Shallows, selvom du risikerer aldrig at turde gå på nettet igen!

for at skrive en kommentar.
Materialer