Nu synger vi i kor!

Jeg burde nok have set det komme, taget i betragtning af at jeg aldrig havde set nogen ældre elever til morgensamlingerne, men min temmeligt dårlige iagttagelsesevne til side, så savnede jeg vitterligt dette faste ritual og var godt tilfreds, da min ungdomsuddannelse åbenbart ikke anså mig og mine kammerater for at være for gamle til at tæske os igennem den danske sangskat uge efter uge. Jeg er godt klar over, at langt fra alle deler min forkærlighed for fællessang, men hvad enten man elsker eller hader det, så er det i hvert fald noget, de fleste af os har prøvet.

De fælles oplevelser

Måske var beslutningen om at forbeholde fællessang til de yngre elever taget for at begrænse det postyr, som sådanne begivenheder altid bar med sig. For det første skulle vi bevæge os fra klasselokalerne ned i festsalen, og når vi så sad der, reagerede vi måske ikke altid på den danske sangskats perler, som det var tiltænkt. Jeg kan eksempelvis ikke afvise, at salen af og til emmede af uentusiasme over for gamle tekster, som vi ”fattede hat af” (ja, sådan sagde man i 00’erne, når der var noget, man ikke forstod), og at det kunne være ret så svært at holde masken, når Steen Steensen Blichers smukke, melankolske sang ”Det er hvidt herude” og dermed også sætningen ”og med sagte pik på rude” blev transponeret op i kæmpeskrift på overheadprojektoren.

Der var nogle som mig, stræbertyper, som elskede fællessangene og generelt åd alt, hvad lærerne kunne servere, men ellers var fællessangssessionerne nok fra manges side præget af ambivalens. På den ene side var det lidt gammeldags og pinagtigt, men på den anden side var det ofte væsentligt mere interessant end at sidde i klasseværelset. Når vi blev sluppet løs til fællessang, var det pludselig skolens fællesskab, som blev dyrket, og det handlede ikke om at være bedst eller komme først, men egentlig bare om at have det så sjovt, som det nu var muligt inden for skolens rammer. Uudtalte traditioner blev skabt omkring dette sangritual. Nogle sange blev sunget med ekstra tjubang og indlevelse, og der gik et sus gennem salen, når én af de rigtig gode sange blev smækket op på overheadprojektoren. Jeg vil personligt aldrig glemme den forventningsglæde og kontrollerede fandenivoldskhed, som blev lagt i hvert ord, når ”Ferie, ferie, ferie” blev sunget ved slutningen af hvert skoleår. Jeg vil heller aldrig glemme fornemmelsen af at have en knude i maven til fælles med flere i salen, når vi sang ”Puff” og skulle synge højt, at vi ikke ville blive ved med at være børn, og at vi ville miste noget, som måske ikke var en stor, venlig drage, men i hvert fald noget, som vi ikke rigtig havde lyst til at miste. Denne ret ensomme fornemmelse var pludselig noget, vi delte gennem fællessangen, og selvom jeg måske bilder mig det ind, så var der noget trøstende og styrkende i at synge om dette i kor.

Bagsiden af fællesskabet

Denne fællesskabsfølelse, som man kan have, når man synger i flok, har selvfølgelig også en bagside. Man behøver ikke at tænke ret langt, før man kan se de negative implikationer af at stå en gruppe mennesker og synge nøjagtigt det samme, på nøjagtig samme tid. Der ligger værdier og verdensanskuelser i alle tekster, og jeg vil ikke gøre mig klog på, hvordan de forskellige tekster, som jeg gang på gang har sunget i kor, har påvirket mig og min verdensanskuelse. Men upåvirkede er vi næppe.  En del vil nok også kunne nikke genkendende til at synge i flok og pludselig rende ind i et stykke tekst, som man simpelthen ikke har lyst til at synge med på. Måske fordi det strider imod éns verdenssyn eller moral, måske fordi man blot finder det upassende eller tåbeligt. Uanset hvad, så fortsætter sangen for det meste ufortrødent derudaf alligevel, som eksempelvis en konfirmationssang, hvori ”vi alle har det godt og er klar til fest”, selvom onkel døde pludseligt for to uger siden, og de fleste i familien stadig er lammet af sorg.

Synkron indlevelse

At en sang ikke stemmer fuldstændig overens med virkeligheden behøver dog ikke at være negativt. Tværtimod. Som det meste andet fiktion, så er virkelighedsflugten en del af charmen. I fællessangen synger man med på noget, som man muligvis ikke selv har oplevet, men igennem teksten og musikken alligevel har mulighed for at kunne føle. Da jeg som folkeskoleelev med en klump i halsen kæmpede mig igennem ”Der var en lørdag aften”, havde mit barnehjerte aldrig prøvet at blive knust af kærlighedssorger, men verden blev altid lige dét dybere, når vi kom til den naive strofe om, at man ikke kan plukke blomster, hvor ingen blomster gror. Ligeledes har jeg heller aldrig nogensinde ejet en hoppelysten kænguru, men hver eneste gang ”Stop den lille kænguru” dukker op, så tænker jeg over, at glæden ved et eksotisk (eller faktisk ethvert) kæledyr også kommer med visse upraktiske konsekvenser. Og når jeg står til begravelser og synger den usigeligt smukke ”Altid frejdig når du går”, så bliver jeg altid i tvivl om, om jeg nogensinde har haft eller vil få den styrke, som sangen giver udtryk for. Men jeg tænker over det. Jeg lever mig ind i det, forestiller mig det, og det er vi en masse mennesker, der gør akkurat samtidig. Og dét er noget af det smukke ved fællessang. Indlevelse i tekster er jo oftest en temmelig individuel fornøjelse, som når man for eksempel læser en god bog under læselampens skær. Ved fællessang er man sammen om rejsen i teksternes univers og takket være musikken rejser vi helt samtidigt -  en slags synkronsvømning inden for tekstlæsning, hvor det ikke handler om at komme først eller skille sig ud, men om samtidig indlevelse i og samtidig udlevelse af teksten. Dét er en unik sammensmeltning af musik og litteratur, som ikke ses i ret mange andre situationer.

Sådan, nu har jeg slået et slag for fællessangen.