bogbidder
bogbidder

Mangler du inspiration til din læsning?

16.11.15
Er du sulten efter ny litteratur uden at have tiden til at vælge imellem de mange tilbud? Så kan du tilmelde dig Bogbidder.dk – en tjeneste, der automatisk sender dig bidder af aktuelle og andre bemærkelsesværdige udgivelser.

Bogbidder er udviklet af bibliotekerne i samarbejde med forlag og tilbyder  en hurtig og anderledes måde at få indblik i udvalgte titler – og så er det gratis.

Bogbidder gør det nemt at vælge

Konceptet bag Bogbidder går blandt andet ud på, at det skal være nemt at orientere sig om litteratur. Med Bogbidder.dk serverer bibliotekerne og forlag nogle af de mange tilbud på et sølvfad. For at gøre det lettere at vælge, kan du som abbonent derfor ”smage” på de udgivelser, som en litteraturredaktion nøje har udvalgt.

En bid om dagen – et kapitel på en uge

Når du tilmelder dig, får du konkret en bid af det første kapitel fra en bog serveret i din indbakke. Den første bid serveres om mandagen, og når det bliver fredag, har du modtaget et helt kapitel. Er kapitlet interessant, er der links til der, hvor du kan låne eller købe bogen. Har du misset en bid, kan du læse alle tidligere bidder på bogbidder.dk.

Smagsprøver på lyd

Der er bogbidder for enhver smag og dermed skulle inspirationen til varieret læsning være sikret, både for mænd og kvinder, unge og gamle, krimilæsere og finlitterære, bogslugere og småtspisende – kort sagt for læsere af alle slags. Nogle af bogbidderne er endda for lydbogs- ”læsere”, da nogle af bidderne også kommer på lyd.

Du har direkte adgang til tilbuddet via Bogbidder.dk, eller via Aarhus Kommunes Bibliotekers hjemmeside her.

 

Bogbidder