Når modsætninger mødes

10.06.16
Denne uge sætter Littuna fokus på maj måneds Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD med en række reportager. Vores skribent Sophie overværede den interessante samtale mellem de to store forfattere Søren Ulrik Thomsen og Svend Åge Madsen - du kan nu læse hendes reportage her!

Reportage fra Modsætninger mødes  til Aarhus Litteraturfestival Vild med ORD på Dokk1, d. 20. maj 2016

Af Sophie Dolmer

Endnu en gang samler Vild med ORD folket til en aften i litteraturens tegn, hvor ”Modsætninger mødes”. Søren Ulrik Thomsen og Svend Åge Madsen indtager den lille scene til en tilbagelænet snak om forskelle i deres litteratur; lyrik over for prosa, fiktion over for biografi. Snakken bevæger sig væk fra forskellene og hen til deres fælles forståelse af tid og sted, som gør, at modsætninger netop mødes og præsterer at kaste nye refleksioner af sig.

I spænding bevæger undertegnede sig ind i Store Sal på Dokk1 for at stirre afventende op på de tomme stole, som står midt på scenen. Det er om muligt blot indbildningskræften fra en fan, der spiller et puds, men det kan mærkes, hvordan en person med karisma kan udfylde et rum med sin blotte tilstedeværelse. En sådan fornemmelse får jeg, da jeg ser Søren Ulrik Thomsen og Svend Åge Madsen komme langsomt, vuggende op igennem salen; Thomsen i sit klassiske grå jakkesæt og røde slips, Madsen i en blå skjorte, der skinner om kap med det lange, hvide hår. De sætter sig til rette med en rolighed, som spreder sig ud i salen, imens de lader sig præsentere af værten, Henrik Skov Nielsen, der er professor på Aarhus Universitet samt leder af Center for Fiktionalitetsstudier.

Der var engang …

Modsætningen imellem de to forfattere findes især inden for genren. For Thomsen sidder tungt på lyrikken, og Madsen på prosaen. En tilstand, som ingen af dem ønsker ændret. ”Der er en grund til, at der er forskellige genrer,” indleder Thomsen, ”oftest kan det ses, hvad man er bedst til. Jeg kan ikke skabe fiktive figurer.” Han tilføjer derefter, at man i en roman skrevet af ham lynhurtigt ville kunne spotte alle hans egne karaktertræk i bogens hovedperson.

En rigtig fortæller synes han dog at finde i Madsen og hans evne til at skabe sindrige plots og finde på det fiktive. Madsen tager hermed ordet og forklarer vigtigheden af plottet, og hvordan dette har været grundlaget for udformningen af hans romaner. Det er historien og det at finde sproget i den, der løbende skaber personerne i bøgerne. Og sådan vil udarbejdelsen af teksten hele tiden være under udvikling. Madsen forklarer denne skriveproces som den naturligste selvfølge og undres i stedet over Thomsens evne til at skabe. Dermed giver han ordet videre til digteren, hvis tekster altid starter med en impuls: ”Men jeg kan ikke kun skrive ud fra den. Den starter alle tekster, men imens jeg skriver, skal der ske noget udover impulsen.” Han forklarer endvidere, hvordan teksten løbende skal kunne overraske og i sidste ende løsrive sig fra dens forfatter.

Tiden

Henrik Skov Nielsen fører nu samtalen videre til forfatternes brug af tid, og hvordan denne benyttes i begge af hovedpersonernes værker. ”Tid bliver ofte en del af det skrevne,” mener Madsen efter et øjebliks tænksomhed,  ”den presser sig på, og netop fordi jeg endnu ikke har forstået den, bliver jeg ved at vende tilbage til den. Det eneste, jeg kan gøre med den, er at fortælle om den.” Der findes mange tilgange til tiden, og om dette fortæller Thomsen, at han selv må have noget helt konkret i klemme for at kunne forholde sig til tiden. Derfor bruger han ofte København som scenen, hvor han både har været gammel og ung. Han fortæller, hvordan han som ung plantede en dødsinstans ind i sine digte ved langsomt at lade dem ophøre ord for ord: ”Mine digte er en kamp mod døden. Med dem tager jeg et lille stykke tid og redder det fra destruktion.”

Sammen kommer de frem til, at romanen formår at sænke tidens tempo, når man opsluges som læser. Ved bogens sidste punktum bliver man pludseligt kastet tilbage til nutiden og dens fart. Med digte forholder det sig anderledes, mener Thomsen: ”Jeg kan ikke skrive et digt, som fylder mere end en A4-side. Man skal kunne overskue digtet i ét blik.” Således fastfryses man med digtet i ét intenst øjeblik, imens romanen langsomt drager læseren ind i en helt anden tid og til et helt andet sted.

Stedet

Trods de to forfatteres vidt forskellige brug af tid og genrer bruger de stedet på samme vis. ”Jeg har altid drømt om at kunne skrive en bog bare om øjeblikke og forsøgte at skrive de første bøger uden bestemte steder,” begynder Madsen, ”men man kan ganske enkelt ikke løbe fra stedet.” Han er flere gange blevet fanget i at beskrive et sted i Aarhus, til trods for at han intet havde nævnt ved navn. I starten af sit forfatterskab følte Madsen sig nærmest vulgær, når han kom til at skrive ”Åboulevarden” i stedet for at skabe et universelt sted. Senere har han dog fundet ud af, at der i en abstrakt historie er brug for et stednavn for at skabe jordfæstelse. Han bruger forskellige træk fra Aarhus, som han ønsker at skabe en bestemt stemning med. Thomsen stemmer i og understreger vigtigheden af spillet imellem det konkrete og det abstrakte.

Målet

Til slut stiller Henrik Skov Nielsen et spørgsmål, der kræver et ikke så ydmygt svar: ”Hvad er jeres håb at nå med en udgivelse?” For Madsen handler det om, hvad folk hver især får ud af hans romaner. Til publikums morskab forklarer han, at han i virkeligheden ikke selv ved, hvad han skriver. Først et halvt år efter udgivelsen kan han nogenlunde begribe, hvad romanen egentlig handler om: ”Jeg har aldrig været god til at analysere romaner, især ikke mine egne. Det er mig derfor en stor gave at høre andres læsninger af mine værker. Det er først med disse, at mine romaner aktualiseres.” Thomsen flytter spørgsmålets fokus fra kunstneren til kunsten i sig selv: ”Der er langt mere i kunsten end i kunstneren selv.” Han mener, at kunstneren skaber en form, men at selve betydningen ligger i kunsten. Når den er blevet skabt, har værket løsrevet sig fra forfatteren og står som noget for sig selv. Da er det op til læseren at transformere den fra noget objektivt til noget subjektivt.

Således afsluttes et møde imellem to vidt forskellige kunstnere, der med en gensidig respekt alligevel viser sig at være mere ens, end man umiddelbart skulle tro. De forlader salen med samme jordbundenhed, som da de kom. Denne gang med en måske større forståelse af hinanden. Imens jeg med store øjne iagttager dem slentre forbi mig, finder jeg mig smilende efter at have overværet en spændende dialog, der var åben, reflekteret og afbalanceret. En samtale, som netop har fundet sted imellem to kunstnere, der ved så enormt meget og endnu så lidt.

 

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!