Sommerjazz i Aarhus

01.07.20
Sommerjazz i Aarhus fra 11. - 18. juli 2020

Jazz på trods - sådan fristes man næsten til at indlede denne artikel. For det er på trods af Corona-krisen, at der alligevel bliver jazz til sommer i Aarhus. Konceptet er lidt anderledes end tidligere års egentlige jazzfestivaler, men jazz bliver der, og det hele finder sted i perioden 11.-18. juli (smugstart allerede 10 juli.)

Til trods for at der ikke i samme omfang som tidligere kommer udenlandske navne, og til trods for at der f.eks. ikke bliver "Bispejazz" på Bispetorvet og til trods for at man har måttet nytænke og få det bedste ud af en svær situation, er det alligevel lykkedes at få godt 150 koncerter på programmet og arrangørerne er fortrøstningsfulde. Det skal nok blive godt!

Man er som arrangør selvfølgelig nødt til at følge alle forskrifter omkring Corona-håndtering. Det betyder, at et flertal af koncerterne vil være indendørs og der vil være billetsalg til alle koncerterne - og der vil være et begrænset antal pladser.

Genremæssigt kommer man godt rundt i jazz-universet. Der vil være alt fra det eksperimenterende jazz-lydunivers, en vandrekoncert i skumringen under temaet "Natur-retur", der vil være koncerter i Aarhus Domkirke og på en række små spillesteder som Erlings og Café Støj. Sidstnævnte byder på et af de få udenlandske navne i form af saxofonisten Scott Hamilton. Samme sted kan den danske stjerne Cæcilie Nordby også høres.

De tidligere år har et af de faste indslag været "Ridehuset swinger" med Aarhus Jazz Orchestra. Dette bliver i år også anderledes, idet de musikalske udskejelser er flyttet til Musikhuset. Der plejer også at være jazz og det der ligner på Telefontorvet, arrangeret af Aarhus Jazzklub. Disse koncerter er i år rykket indenfor Hos Anders, også ved Telefontorvet.

Alt i alt er der ca 20 spillesteder, der har formået at banke et jazz-program sammen for sommeren 2020 i Aarhus. Og med 150+ koncerter fordelt rund omkring er der - heldigvis og alligevel - god mulighed for at få nogle gode musikalske oplevelser. Der udsendes ikke et trykt program i år, men det kan ses på jazzfest.dk

Oprindeligt skrevet af Bibzoom og Kenth K. Nielsen, Det Kgl. Bibliotek – Aarhus.