Musikpodcasts til din sommerferie

03.07.20
Til den hungrende musiknørd eller dig, som gerne vil have udvidet dit podcast-repertoire: En dejlig pose blandede musikpodcastbolcher til at forsøde din sommer

Om du skal dase i solen, arbejde eller makke med noget praktisk, så er det skønt at gøre det med en podcast i ørerne. Vi har valgt 8 gode musikpodcasts, som du kan bruge som et vidunderligt nørdet sommersoundtrack. 

Du kan finde alle podcasts via diverse podcatsapps og -platforme.

Not 97

Lyt til NOT 97 og opdag et hav af  hiphop, urban og R&B kunstnere som er gået under den populære radar. I hver episode mødes de tre værter og en gæst for at diskutere den nyeste musik, de har fundet i internettets dybder, fra kunstnere med under ti tusind følgere. 

Cocaine & Rhinestones

Frygtindgynde grundig podcast om countrymusikkens historie i det 20. århundrede. I første sæson har Cocaine & Rhinestones blandt andet beskæftiget sig med Loretta Lynn, The Louvin Brothers og Ralph Mooney. 

Rolling Stone Music Now

Journalister og redaktører på verden største musikmagasin, Rolling Stone, guider dig til de største historier i musikken. I podcasten Rolling Stone Music Now kan du opleve interviews med de største musiknavne, høre om hvad der spilles på Rolling Stone-kontoret, få musikeksperternes take på aktuelle musiknyheder og meget mere.

Indbegrebet Af…

Aarhus-podcast som forsøger at koge de største kunstnere ned til et enkelt nummer, der beskriver hele deres karriere og lyd - fra Bon Iver til Spice Girls! I hvert afsnit af Indbegrebet Af... skal de tre musikentusiatiske værter Andrew, Bjørn og John hver medbringe et nummer, som de mener besvarer spørgsmålet, og til sidst skal de blive enige om, hvilket nummer der opfylder alle kravene. 

Musikkens rødder

Musikkens Rødder er en dansk, musikarkæologisk podcastserie, der undersøger, hvilke rytmer, ord og inspirationskilder de store musikfænomener står på skuldrene af. Fra flamenco til twerking over sampling og salsa.

Questlove Supreme

Du får et nyt afsnit af Questlove Supreme hver uge og værten er ingen ringere end The Roots trommeslageren, den uforlignelige Questlove. Podcasten består af interviews med så prominente gæster som Solange, Q-Tip og Michelle Obama og der tales om popkultur, tendenser og musik - tilsat et stort skvæt humor.

And the writer is...

Værten Ross Golan interviewer succesfulde sangskrivere om, hvordan de skaber deres kæmpe hits - om skriveprocessen og de mange til- og fravalg. And the writer is... beskrives meget rammende således: "There are millions of singers, thousands of artists, and only 40 top songs per genre at a time... this podcast is about the people who make them." 

Dolly Parton's America

Som en bedårende rosin i pølseenden, kan podcasten Dolly Parton's America stærkt anbefales. I ni afsnit gennemgår podcasten ikonet Dolly Partons musik, personlige liv og massive musikhistoriske arv og indflydelse på amerikansk populærkultur.