Klassisk musik til dig, der arbejder hjemme

27.03.20
Mange oplever, at klassisk musik skærper koncentrationen. Måske virker det også for dig?

De smukke, velordnede toner. Atmosfæren af ro og fordybelse. Det gør et eller andet ved mange af os - man kan simpelthen føle sig som et mere tjekket og disciplineret menneske, når man lytter til klassisk!

Bibliotekerne har lavet vores egen spilleliste med klassiske stykker, der fremmer koncentrationen. Hør hele listen her.

Listen starter med helt enkle og stille klaverstykker, fortsætter over i nogle af denne musikbibliotekars yndlings-kammerstykker og slutter med et par satser fra længere koncerter.

Prøv at lytte til det sidste stykke; begyndelsen af Rachmaninovs tredje klaverkoncert spillet af den russiske virtuos Boris Berezovsky. Det er lidt mere energisk end mange af de stykker, der normalt anbefales til arbejde og studier, men netop fremdriften i musikken kan være med til at du lader dig opsluge af dit arbejde, og tiden flyver afsted. 

Hvis du vil høre mere, kan du finde masser af lignende spillelister på YouTube og de forskellige streamingtjenester.

Og får du lyst til at fordybe dig i den klassiske musik, er der lige nu fantastiske tilbud at finde på nettet. For eksempel har Berliner Philharmonikerne åbnet for deres digitale koncertsal, som du kan besøge her, og The Metropolitan Opera i New York streamer hver aften gratis opera på linket her.