Shostakovich

Klassisk lytteklub: Musik imellem magt og individ

Af Anonym (ikke efterprøvet)
15.10.15
Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 5, d-mol, op. 47

Sjostakovitj var op til begyndelsen af 1930’erne den førende eksponent for den moderne sovjet-musik. I takt med at Stalin befæstede sit greb om magten, blev det kulturelle klima koldere og koldere, og Sjostakovitj skrev sin femte symfoni i 1937 i lyset af trusler fra et totalitært sovjetisk regime.

Efter stor succes med sin opera Lady Macbeth fra Mtsensk havde Sjostakovitj i 1936 tiltrukket sig opmærksomhed fra Stalins side, som ikke brød sig om, hvad han så. Sjostakovitj’s musik blev fordømt på lederplads i partibladet Pravda: ”Forplumring i stedet for musik..

Musik uden tanke på folket og dermed skadeligt. Signalerne var klare, truslerne ikke til at tage fejl af, og man vidste godt, hvad der skete med ’folkefjender’. Fra at være anerkendt og tiljublet blev Sjostakovitj frygtsom og forsigtig.

Han lagde sin eksperimenterende 4. symfoni på hylden og skrev sin 5. symfoni som en imødekommelse af partiets strenge krav. ”Den nye symfoni levede kort sagt op til de kunstneriske krav fra Stalin: Sovjetisk musik skulle være tydelig og opbyggelig. Men samtidig tydede publikums følelsesladede reaktion på noget andet, nemlig at man opfattede symfonien som en personlig sejr for Sjostakovitj, og ikke for revolutionen” (DR). Derefter koncentrerede han sig om filmmusik og patriotiske lejlighedsværker. Andre mere kontroversielle værker blev først opført efter Stalins død.

Knæfald for en politisk virkelighed? Eller kun en tilsyneladende indrømmelse? I hvert fald var hans 5. symfoni knald eller fald for ham, og han undgik at gøre sig upopulær over for et totalitært regime, samtidig med at han komponerede med stor følsomhed og en egen integritet. Han levede med stor kunstnerisk ufrihed, og den 5. symfoni blev en af hans mest populære og samtidig mest gådefulde symfonier.

Om man hører en hyldest og forherligelse, eller om man hører ironi, sarkasme og en skjult systemkritik afhænger af ørerne, der hører, og det er et forhold, som stadig er genstand for intens debat.

At tilgå symfonien med en politisk vinkel kan have en vis berettigelse, men et musikalsk udsagn er dog sjældent entydigt.


Se baggrundsstof i lytteklubbernes bladreguide

Lyt til symfonien i Søndagsklassikeren

Dirigenten Michael Tilson Thomas  og San Francisco Symphony har udarbejdet en fin introduktion til symfonien:          
- Læs lidt om symfonien og se deres video
- Gå lidt dybere og udforsk baggrund, temaer og partitur 

Læs også Julian Barnes' roman om Sjostakovitj: Tidens støj, Tiderne Skifter, 2016. Se mere på Litteratursiden
 

 

Hovedbibliotekets Klassiske lytteklub bringer musikken ned i øjenhøjde og skærper ørerne for musikoplevelsen.                                                                             
Eneste forudsætning for deltagelse er lysten til at lytte.

Materialer