Julemusik: Et overflødighedshorn af guilty pleasures

18.12.18
Måske kender du det: det er ved at være sidst i november, men jul er stadig kun en bjældebåret højtid langt ude i fremtiden. Men så hører du Last Christmas med WHAM, og nu er du klar. Klar til jul, hygge, gaver, glimmer og lys, salt og sødt.

Julemusik kan noget med at sætte en særlig stemning på sin egen dejligt kitchede måde. Det er bjælder, klokkeklare stemmer og et tykt lag sukker smurt nænsomt ud over produktionen.

Selvom julemusik kan være corny, så har den også en vigtig funktion, når den sparker gang i forventningerne, og samtidig tager os tilbage til julefrokosterne, småkagebagningen, juletræspyntningen, gaverne eller alle de gange man har danset sjælfuldt til Mariah Careys All I Want For Christmas Is You.

Nogen vil nok mene, at julemusik er dårlig smag, men vi har fundet nogle modige sjæle, som gerne vil stå frem og fortælle om, hvilken julemusik de elsker. 

Kathrine / Team Voksen, Dokk1
Jeg er helt dårlig med Little Drummer Boy i Christopher Lees Heavy Metal version. Altså Christopher "Saruman" Lee. Tracket er fra albummet A Heavy Metal Christmas fra 2012, hvor han var 90 år gammel. Sangen er virkelig sjov; han mere taler end synger. Jeg synes, at han dyrker Heavy Metal på en smuk måde, og så ser han helt fantastisk ud. Jeg kan også anbefale sangen Jingle Hell fra det senere album A Heavy Metal Christmas Too.

Jette & Nina / Team Familier & Børn, Dokk1
Begge: DRIVING HOME FOR CHRISTMAS!! Den med Chris Rea.
Jette: Den har sådan en dejlig rolig stemning, men der er også en længsel i den. Jeg får lyst til at køre ud, bare for at kunne køre hjem igen til den sang. Jeg kan virkelig relatere til det med, at han kører hjem med "a thousand memories."
Nina: Det er meget en sang jeg forbinder med min far. Da jeg var fattig studerende i Aalborg hentede han mig til jul, og når vi kørte hjem, hørte vi Driving Home For Christmas.

Mette / Team Voksen, Dokk1
Jeg elsker Mary, Did You Know enten med Rascal Flats eller Pentatonix. Det er lidt en guilty pleasure, fordi den er noget nykristen for min smag. Men det er en meget smuk melodi og en fantastisk tekst. Det er en sang til Jomfru Maria; vidste du alt det fantastiske, din dreng kommer til at udrette? Sangen er meget sødmefuld, og minder mig om, at familien og samværet er det smukke ved julen.

Lene / Program, Partnerskaber og Kommunikation, Dokk1
Åh, Last Christmas er bare rigtig god! Den er en fuldstændig fast del af en ideel jul. Den minder mig meget om ungdom i 80'erne og skiferie. Når man hører den, så er det jul! 

Materialer