Guide: Trist, deprimerende hip hop

05.02.19
Du kan lide hip hop, men du er måske træt af gangsterattitude og damehistorier. Løsningen er lige for: lyt til trist og deprimerende hip hop med en socialrealistisk kant.

Jane Kunze er bibliotekar på Dokk1 og elsker trist, deprimerende hip hop - en type hip hop som også kaldes alternative, political eller conscious hip hop.

Jane fortæller her om hendes favoritter og hvad hun mener, er genrens force. 

"Det, der kendetegner trist og deprimerende hip hop, er fortællingen. Teksterne er enormt vigtige, og de er tit politiske og sarkastiske. De aller bedste inden for genren skaber en fortælling som går ud over nu & her," siger Jane og fortsætter, "for mig skal musikken give en følelse. Jeg bliver ikke selv trist af musikken, men jeg kan godt lide den tunge stemning og de tunge beats. I modsætning til det meste andet hip hop går denne type relativt langsomt, så flowet i rappen bliver enormt vigtigt."

En deprimerende algoritme

Jane har hørt hip hop i mange år. Først Cypress Hill og Wu-Tang Clan men da hendes lokale pladebutik lukkede, begyndte hun at købe hip hop igennem Amazon. Anbefalings-algoritmerne på Amazon sendte hende hele tiden mod det mere socialrealistiske og mindre aggressive hip hop.

"Jeg blev træt af at høre om om bitches og guns! Teksterne og musikken blev vigtigere. Men man skal vænne øret til alt i beats og flow. Jeg hører altid hip hop med hørebøffer på når jeg cykler, går tur med hunden eller løbetræner. For mig er hip hop lig med alenetid."

Triste, deprimerende favoritter

"Mit absolutte yndlingsalbum, mit "Album 0", er The Cold Vein med Cannibal Ox. Det er futuristisk og dystopisk, nærmest Sci-Fi agtigt med en kold lyd.

Jeg er også meget vild med duoen Atmosphere fra Minneapolis. De har været aktive siden 1993, og udgav sidste år det fremragende album Mi Vida Local. De har en helt særlig lyd og et særligt flow. Teksterne er socialrealistiske med politiske budskaber, og de kommenterer i høj grad på politiske forhold.

Jeg lytter også meget til rapperen Murs, som blandt andet har udgivet pladen A Strange Journey Into The Unimaginable i 2018. Det er trist, socialrealistisk og handler meget om hans egne følelser og den depression, han lider under."

Jane fortæller begejstret om Sole, en rapper fra Maine. Han udgav pladen Let Them Eat Sand i 2018, og skriver nogle meget abstrakte tekster: "det er næsten som at læse Tom Kristensen," mener hun.

"En lidt anderledes type trist hip hop er Dr. Octagon. Dr. Octagon er en crazy gynækolog-persona opfundet af rapperen Kool Keith fra Ultramagnetic MC's. Her er vi ovre i en lidt anden genre, nemlig horror core. Det vil sige, at universet er temmelig morbidt, tungt og trist. Men samtidig er teksterne også ret sjove. Kerneværket er Dr. Octagonecologyst fra 1996, men pladen Octagon Octagon fra 2018 kan jeg virkelig også anbefale."

Materialer