Fastelavnsmusik: Daft Punk og otte andre kostume-bands

07.02.22
De har misk-mask-maske på, kan du gætte hvem de er?!

Duoen Daft Punk bærer androide-masker og Blue Man Group minder om blå skaldede rumvæsener. Slipknot og Lordi ligner orker. Temaerne er mange - selvom hovedtendensen ofte enten er indenfor det futuristiske eller monstrøse.

Hvorfor er det lige at nogen bands og solister afholder kostumebal på scenen? Mit bud er, at man enten vil skille sig ud og vække opsigt som f.eks. Kiss. Eller man ønsker at kunne leve et liv i al ubemærkethed udenfor scenen som f.eks. The Residents

Enkelte har måske et politisk budskab som understøttes af kostumet, f.eks. Kliche i ens(rettede) dragter. Der er eksempler på det hele gennem pop- og rockhistorien. Fra robotbandet Kraftwerk i Tyskland, den munkeagtige dubstepper Holy Other i England til japanske Kishidan i fine skoleuniformer.

Klik en tur forbi bibliotek.dk og bestil bizarre, futuristiske og uhyrlige smagsprøver fra ni helt specielle kostume-bands.

ALICE COOPER (1966-1975) Hvor aparte psykedeliske dragter nok var et almindeligt syn i tresserne bragte amerikanske Alice Cooper en stemning af dekadence og uhygge ind i rockmusikken med sine slanger, sit sminkede ansigt, lingeri og andre rædselskabinet-rekvisitter. Et look som siden blev ret populært i metalkredse.

BLUE MAN GROUP (1987-) Den avantgardistiske og rytmiske performancegruppe fra USA er New Yorks svar på danske Safri Duo. De pepper deres shows op med ens tøj og blåmalede ansigter.

DAFT PUNK (1994-2021) Darth Vaders, undskyld Daft Punks, skinnende kromhjelme er næsten sikre på at blive alle børns ynglingsudklædningshit til fastelavn eller Halloween. Den franske houseduo bestående af Thomas Bangaltier og Guy de Homem-Christo har været nummer 1 med megahittet "Get lucky" på både album, track, stream og airplaylister verden over. Imponerende synes alle undtagen Liam Gallagher ...

DEVO (1972-1991) Ohio new wave-bandet med de ens dragter, tragtformede kitschede hatte og halsringe i bedste Afrika-stil, hittede bigtime med s&m sangen og MTV-klassikeren "Whip it" fra 1980.

KISS (1973-) Det produktive, flamboyante amerikanske band er kendt for deres pyrotekniske shows, halsbrækkende plateausko og glamorøse teatersminke. Nå ja og så Gene Simmons som rækker tunge hele tiden. De har prøvet at optræde uden sminke. Men så er det helt forkert. På det sidste er bandet i gang med at etablere en kæde som måske bliver konkurrent til Hard Rock Café.

KLICHE (1977-1985) Fra Danmark opstod ud af punk- og undergrundsscenen i Århus det skelsættende band Kliche. Bandet som skrev tekster om industrialisering, krig og propaganda, "elskede uniformer" og optrådte ofte i ensartede hvide overalls. De har influeret bands som f.eks. TV2 og Nephew.

LORDI (1996-) De finske chok-rockere vandt det Internationale Melodi Grand Prix og hele verdens opmærksomhed med nummeret "Hard rock hallelujah" i 2006 i ført tøj fra en unavngiven finsk rock og rædsel genbrugsbutik.

SLIPKNOT (1995-) Kiss- og Slayer-inspirerede Slipknot fra Iowa i USA er særdeles velrenommerede musikere. De anses som værende pionerer af New Wave of American Heavy Metal. Reklametrick eller ej så kunne bandet godt klare sig uden dødsmaskerne - men underholderne ser de ud.

THE RESIDENTS (1969-) Hvis du venter uventede gæster så sæt amerikanske The Residents på sammen med Gevaliakaffen og de er gået igen. Det er en flok musikere som laver bizar musik, aldrig giver interviews og som holder deres identitet hemmelig ved at klæde sig i sorte smokinger og høje hatte ovenpå gigantiske øjenæbler. De har bl.a. lavet en forrygende DISTORTION version af Stones' ”Satisfaction”.

 

Oprindeligt skrevet af Bibzoom og Helen Bruus, Lejre Bibliotekerne.