Artist talk med Katinka Bjerregaard - "Efter jeg har fundet ud af, hvem jeg er, har jeg ligesom ikke orket at være andet"

Katinka Bjerregaard kom forbi Dokk1 til en Artist Talk om musik, inspiration og det at være "ægte"

"Jeg er meget ærlig. Hvis jeg får ondt i mine bryster af at hoppe på scenen, så siger jeg det," Katinka slår ud med armene og publikum griner. Hun er blevet spurgt om, hvordan hun altid kan virke så ægte, når hun optræder. 

Katinka Bjerregaard er sangskriver, komponist, lyriker og sangerinde i bandet Katinka. Og så var hun gæst til en Artist Talk om musik og inspiration på Dokk1 den 21. februar. Foran et dedikeret, stor-grinende publikum talte hun om hendes musikalske inspirationer, og vi hørte fem forskellige numre, hun havde valgt til lejligheden.

 

Katinka Bjerregaard og bandet Katinka er på turné med den kritikerroste plade Vokseværk, som de udgav i oktober 2018. Pladen er intens, melankolsk og drømmende - og har lagt både publikum og anmeldere ned: ”Med ’Vokseværk’ har Katinka gjort sit for at springe køen til nationalskjaldstronen over, så hun står helt forrest”, skrev Information - med reference til nyligt afdøde Kim Larsen.

Netop Kim Larsen var Katinka Bjerregaards store helt, da hun var barn. Hendes brødre forbød hende at høre Hits For Kids, så hun hørte Kim Larsen og Anne Linnet i stedet. På spørgsmålet om, hvilken sang alle 12-årige piger burde høre, havde Katinka valgt Linnet-nummeret Hils Din Mor, som hun selv hørte som barn. Sangen handler om at springe ud som homo overfor sine forældre, men den unge Katinka forstod dengang, at den også handler om at stå ved den, man er.

Det med at være sig selv, fordi det er dér, man har det bedst, var et gennemgående tema for artist talken. For Katinka er der ikke rigtig noget alternativ: "efter jeg har fundet ud af, hvem jeg er, har jeg ligesom ikke orket at være andet." Og i en tid præget af rigtig meget facade og form, virker denne ægthed meget inspirerende på publikum - hvilket bandets popularitet også vidner om.

Katinka valgte sangen Idioter som den af hendes egne sange, som hun syntes alle 12-årige drenge og piger burde høre. Sangen er en rasende manifest om mobning, og Katinka har modtaget flere hundrede reaktioner på sangen fra lyttere, som finder trøst og mod i sangens tema. 

 

Katinka har en stor fanskare, som elsker bandet for den kantede, uprætentiøse stil, de personlige tekster og de besnærende popmelodier. Hun fortæller, at hendes far altid læser hendes tekster igennem og giver feedback, før der bliver komponeret musik til - "men han er blevet blødere med alderen, så måske pladerne også kommer til at ændre sig i den retning!"

SPØRGSMÅL & SPILLELISTE FRA ARTIST TALK MED KATINKA BJERREGAARD

Vil du spille ... 

1. Et nummer fra din nyeste plade for os? 
Katinka: To Veje

2. Et nummer som du lytter til, når du er vred? Enten fordi den får dig til at dyrke følelsen, eller fordi den virker forløsende.
Martha Wainwright: Bloody Mother Fucking Asshole

3. En sang, du ville ønske alle 12-årige piger kunne høre? 
Anne Linnet: Hils Din Mor

4. Et nummer med en musiker, du beundrer så meget, at du ville være en lille smule bange for at møde vedkommende?
Conor Oberst: Common Knowledge

5. En sang, det måske vil overraske os at høre, at du elsker? 
Rocazino: All My Love

Katinka læste desuden teksterne Idioter og Usynlige Sår op fra hendes digtsamling Et Hus Af Krop.

 

Foto: Helga Morell og Sara Bindeballe