Artist talk med Jenny Wilson: "Jeg var besat af PJ Harvey"
Som musikformidler var jeg super spændt, da Jenny Wilson sagde ja til at medvirke i en artist talk på Hovedbiblioteket før hendes koncert på Voxhall torsdag den 25. oktober.
Jenny Wilson står for mig som et forbillede. En farligt sej kvinde, der har bevæget sig fra skæve internationale indie-pop-hits frem til vilde og dybe sange om det virkelige liv. Ikke mindst på det seneste album, EXORCISM, der er præcis dét; en eksorcisme. Med mørke synthflader og knivskarpe beats beskriver pladen en voldtægt, Wilson var udsat for, og den totale sårbarhed, der fulgte efter - men samtidig er den catchy og dansabel; en fejring af, hvordan hun tager kontrollen over sin krop igen.
Denne artist talk var den første i et nyt samarbejde med Voxhall, hvor temaet er inspiration: Kunstnerne vælger nogle sange af andre musikere, som inspirerer dem; vi lytter til dem sammen og taler om dem.
Med Jenny Wilson kom snakken bl.a. omkring hvad hun lytter til lige nu; hvad der påvirkede hende som ung; og hvordan hun oplever musik i forhold til spiritualitet. Vi fik afsløret, at hun er var "besat" af PJ Harvey som ung; at der i hendes barndomshjem stort set kun blev spillet Bob Marley - og at hun er ganske inspireret af strygerne på Britney Spears-nummeret "Toxic".
Vi ser frem til næste gang, vi får mulighed for at møde en Voxhall-aktuel kunstner. I mellemtiden glæder vi os også til at høre forfatterinden Leonora Christina Skov spille og anbefale musik til arrangementet her.
SPØRGSMÅL & SPILLELISTE FRA ARTIST TALK MED JENNY WILSON
Vil du spille ...
1. Et nummer fra din nyeste plade for os?
Jenny Wilson: "LO' HI'"
2. Et instrumentalnummer?
Luke Abbott: "Brazil"
3. En sang, du ville ønske alle 12-årige piger kunne høre?
The Knife: "Pass This On"
4. Et nummer med en musiker, du beundrer så meget, at du ville være en lille smule bange for at møde dem?
Missy Elliott: "Get Ur Freak On"
5. Et nummer, der får dig til at føle dig forbundet med verden - måske endda på en spirituel måde?
Erik Satie: Gnossiennes: No. 3, "Lent"
6. En sang, det måske vil overraske os at høre, at du elsker?
Britney Spears: "Toxic"
7. En sang, du lytter meget til lige nu?
Her fik vi en forpremiere på et splinternyt nummer, som kommer på Wilsons næste, endnu ufærdige album, og som indgår i teaterstykket “Who’s afraid of Jenny Wilson”, som snart har premiere på Dramaten i Stockholm.