Ugens Aarhushistorie: Vikingerne, møllen og åen

08.07.21
Denne sommer kan vi fejre 25-års jubilæum for genåbningen af Aarhus Å. Åen har altid været en vigtig livsnerve for byen, og i en ny artikelserie ser Stadsarkivet i samarbejde med Teknik og Miljø tilbage på åens og byens fælles historie. Du kan også slå et smut ned forbi åen, hvor artikelserien kan nydes som en plancheudstilling sommeren over. I dag kan du læse om åens og byens ældste historie.

Billedet viser en model af Aarhus i vikingetiden. Morten Grønbech, Moesgaard Museum

Billede: Model af Aarhus i vikingetiden. Morten Grønbech, Moesgaard Museum.

Da istidens sidste gletsjere smeltede for 8-9.000 år siden, medførte det en kraftig stigning i vandstanden i havene om Danmark. Det skabte nye fjorde langs den jyske østkyst, og i Aarhusdalen opstod en 12 km lang saltvandsfjord, som man senere har kaldt for ”Brabrandfjorden”. Med tiden dannede aflejringer fra fjorden en mindre ø midt i udmundingen ved havet. Her opstod Aarhus. Øens areal svarede omtrent til området omkring Aarhus Domkirke og Bispetorvet.

Med tiden udviklede fjorden sig langsomt til den mindre ferskvandså, der i dag er Aarhus Å. Åen udspringer ved Stilling-Solbjerg Sø og snor sig 32 km gennem landskabet til Aarhusbugten. På sin vej passerer den blandt andet Årslev Engsø og Brabrand Sø.

Aarhus opstår langs åen

Formodentlig allerede i slutningen af 700-tallet var der kommet en bebyggelse på den lille ø nord for den nutidige å. Den sejlbare å og det rolige farvand omkring Aarhusbugten gjorde stedet til en oplagt handelsplads. Kongemagten etablerede et værft og en sikker havn for krigsflåden, ledingsflåden, længere oppe ad åen, og åen tillod endda at sejle varer til landsbyer længere inde i landet. Den tætte tilknytning til åen ser man blandt andet i byens navn, da ”Aarhus” er en udvikling af byens oprindelige navn, ”Aros”, der betyder ”åmunding”. Navnet kan spores helt tilbage til 900-tallet.

Da der i 900-tallet blev opført en jordvold omkring byen, fungerede åen som en naturlig afgrænsning mod syd. Voldens sydside kom derfor til at flugte med åens strækning fra kysten til lidt før Immervad. Her drejede volden mod nord og slog ring omkring byen.

Åen virkede som en naturlig havn for vikingerne, der dengang beboede området. De kunne sejle direkte fra Aarhusbugten og ind i åen, hvor de lagde til ved at trække skibene op på åens bredder. Det kunne både være handelsskibe, der fragtede en lang række forskellige varer til og fra byen, og krigsskibe, der skulle stå til rådighed for kongens flåde.

Aarhus Mølle

Billedet viser et 1640'er-prospekt og er en topografisk fremstilling af Aarhus omkring 1640. Aarhus Mølle ses i øverste højre hjørne. Den Gamle By.

Billede: 1640'er-prospekt: Topografisk fremstilling af Aarhus omkring 1640. Aarhus Mølle ses i øverste højre hjørne. Den Gamle By

Inden 1286 fik den danske konge en vandmølle opført på omtrent samme sted, som Møllestien og Vester Allé mødes i dag. Her leverede åen drivkraft til møllen, der med tiden fik navnet Aarhus Mølle. Aarhus Mølle har givet navn til Mølleparken og er også grund til, at Aarhus Å i ældre tid ofte blev kaldt Mølleåen.

Ved åen nær møllen blev der opført en dæmning med sluser, så vandgennemstrømningen kunne styres og Mølleengen, der lå vest for Aarhus Mølle, kunne oversvømmes. Det skabte en mølledam, hvor åens vand kunne gemmes til senere brug. Den blev også brugt af aarhusianerne til at stå på skøjter på om vinteren. Fra mølledammen ledte et omløb vandet uden om møllen til åen, mens et bagløb ledte vandet hen til møllehjulet. Ved hjælp af de to åløb og sluserne kunne man regulere vandtilførslen til møllen.

Aarhus Mølle var i kongens eje frem til 1664, men blev dette år solgt til private ejere. Gennem tiden gik den i arv eller blev solgt til skiftende borgere. De sidste indehavere af møllen var familien Weis, der rykkede ind i 1846 og boede i møllen frem til 1926. Aarhus Mølles tid som vandmølle sluttede dog allerede i 1873, da møllens ejer, Andreas Severin Weis, fraskrev sig retten til at opdæmme vandet i åen. Aarhus Mølle blev derefter drevet videre som dampmølle, og mølledammen blev drænet. På det nu tørre område blev der plads til bebyggelse, og Weis var med til at få opført et nyt museum over for møllen i 1877. Museet lå på hjørnet af Vester Allé og Museumsgade i den bygning, der siden blev til ”Huset” og i dag til VoxHall. I området opstod der ligeledes nye gader, som kommunen måtte købe af mølleren, der stadig ejede store dele af området.

I 1909 købte Aarhus Kommune møllegrunden, dog med den aftale, at den daværende møller, Ernst August Weis, og hans hustru kunne blive boende i møllen resten af deres liv. Kommunen fik til gengæld lov at overtage møllens have med det forbehold at området "aldrig må bebygges, men stadig skal henligge som offentligt torv eller offentlig park, der skal have navn af henholdsvis Mølletorvet eller Mølleparken, dog at det tillades kommunen på arealet at bygge en smuk bygning til anvendelse til rådhus, universitet eller anden lignende højere læreanstalt, bibliotek eller torvehalle." Således sikrede Weis, at Aarhus Mølle altid ville levere videre i det navn, området ville få, efter møllen blev flyttet, samt at arealet ville blive brugt til et formål, han selv anså som ønskeligt.

I 1926 døde den sidste indehaver af Aarhus Mølle, mølleenke Wilhelmine Weis. Møllen, der havde været helt ude af drift siden 1903, blev derefter flyttet til Den Gamle By, hvor den står i dag.

Ugens Aarhushistorie har vi lånt fra Aarhus Stadsarkiv. Du kan læse flere her

Materialer