Ugens Aarhushistorie - Direktøren med de mange frivillige hatte på

25.05.18
Mogens Koch Boyter blev født i Hornbæk ved Randers i 1936. Han valgte efter sin realeksamen at gå handelsvejen og blev uddannet ved jernengrosfirmaet S.C. Sørensens Aarhusafdeling i 1956-59. Uddannelsen supplerede han efterfølgende med skoleophold hos VVS-grossister i Tyskland og England. Ved hans hjemkomst trådte han ind i familievirksomheden Pressalit, hvor han hurtigt etablerede eksport til Tyskland.


 

I 1969 blev Boyter direktør i Pressalit, hvor han fortsatte med at udvikle virksomheden. Han var meget interesseret i teknologi og de teknologiske muligheder, der blandt andet lå i forhold til optimering af produktionen. Sammen med medarbejderne blev der lavet nye produktionslinjer, hvor meget rutinearbejde blev overtaget af maskiner. Sortimentet blev udvidet, og der kom fokus på at udvikle badeværelseudstyr til ældre og handicappede.

Engagement langt ud over Pressalit
Boyter havde drive på mange områder. Navnlig hans samfundsengagement og organisationstalent åbnede op for mange tillidserhverv, som han gerne bestred. Boyter var nemlig en stor fortaler for at udvikle samarbejdet mellem erhvervslivet, lokalpolitikerne og myndighederne.

Derfor var han også aktiv på mange områder. På erhvervsområdet sad Boyter en årrække i ledelsen af en lang række brancheorganisationerne heriblandt Dansk Industri og Dansk Eksportforening. Erhvervspolitisk indflydelse i Aarhus og Østjylland havde han gennem sin formandspost hos Århus Handels- og Industriforening samt et sæde i byens Erhvervskontaktudvalg og Erhvervsudviklingsrådet for Aarhus Amt. Hertil kom Boyters store engagement i forhold til at hjælpe handicappede, hvilke affødte bestyrelsesposter i F&U Center for Hjælpemidler og Rehabilitering, Hjælpemiddelinstituttet, Bella Center A/S og mange flere. Det frivillige engagement på handicapområdet var stort. Som Boyter selv udtalte til Berlingske Tidende d. 8. juni 1997: "Når folk be'r mig om at gøre noget i forbindelse med at hjælpe handicappede, er jeg på pletten.". Det var derfor heller ikke overraskende at han blev anbefalet personligt til det Nationale Netværk af Virksomhedsledere, af den daværende socialminister Karen Jespersen. Netværkets opgave var at arbejde for skånejobs og erhvervslivets sociale ansvar.

Sporten i byen
Udover sine mange engagementer, så var Boyter også sportsinteresseret. Han grundlagde Hjortshøj-Egå Roklub fordi han selv var roer og blev efterfølgende formand for Hjortshøj-Egå Idrætsforening, før han blev formand for AGF. Med formandskabet i AGF i 1990 lykkedes det Boyter at få vendt selskabets økonomiske situation fra krise til fremgang. Succesen blev hjulpet godt på vej af klubbens pokaltriumf i 1992 og 1996, samt andenpladsen i danmarksmesterskabet samme år. Boyter gjorde sig synlig som formand og var jævnligt i medierne omkring nye forslag til tiltag, han mente var nødvendige for succes. Efter syv års frivilligt lederarbejde i AGf, begyndte samarbejdet mellem Boyter og den øvrige bestyrelse at gå i opløsning, og i 1997 trak Boyter sig som formand. Han fortsatte dog i bestyrelsen for Aarhus Idrætspark, hvor han var næstformand til sin død. Efter bruddet med AGF gik Boyter efterfølgende ind og støttede håndbolden i stedet. Her blev datterselskabet til Pressalit, Saniscan, hovedsponsor for Brabrand, hvor man især satsede på kvindehåndbolden. Herudover sad Boyter i ledelsen for Hestesportscenter Vilhelmsborg fra 1996-1998, som han også havde givet en økonomisk håndsrækning.

Eftermæle
Om det drejede sig om sport, erhverv eller infrastruktur, så var Boyter en aktiv del af det. Med sit store engagement var han en betydelig drivkraft for byen Som Stiftstidende skrev i sit mindeord 19. august 1998: "Med tabet af Mogens Boyter har Århus mistet en af sine store personligheder. Et aktiv for erhvervslivet, for byen, for idrætsforeningerne i Århus, for kulturlivet og for det politiske liv er ikke mere. " Der kunne ikke være tvivl om, at Boyter var et aktiv for byen, et særdeles aktivt aktiv, og hvis man undrer sig over, hvordan han fik tid til at nå det hele, så citeres Boyter i Pressalits jubilæumsbog for at have sagt: "Jeg behøver ikke være i Pressalit hver dag. Jeg har jo gode medarbejdere. "

​Billedtekst: Mogens Boyter taler ved afslutningen for uddannelsen af Århus Købmandsskoles første informatikassistenter. Fotograf Jens Tønnesen, 1993, Aarhus Stadsarkiv

Ugens Aarhushistorie har vi lånt af Aarhus Stadsarkiv. Du kan læse mange flere historier her

Materialer