Ugens Aarhushistorie - Aase, én af Vanggaards damer

20.06.18
Aase Mejlgård blev født på fødselsanstalten i Aarhus i juli 1940. Som 14-årig kom hun i lære i Grethes Kjolesalon på Søndre Ringgade, og fire år senere kunne hun kalde sig selv for dameskrædder. Bortset fra to år ved Illum i København har Aase boet hele sit liv i Aarhus, for som hun selv siger, så er hun jo aarhusianer. Efter lidt tid ved Salling blev hun ansat ved Tage Vanggaards Kjolefabrik, og der blev hun i 20 år.

 

 Et liv i fagbevægelsen. I samarbejde med LO har Aarhus Stadsarkiv lavet en lille serie film med interviews med aarhusianere med tilknytning til fagbevægelsen. Videointerviewene er produceret til erindringsprojektet 2017 aarhusianere. I dag kan du her på siden læse et kort uddrag af et af de i alt ni interviews. Se hele interviewet på www.2017aarhusianere.dk, hvor du også kan se mange andre spændende interviews.

Hvad bestod dit arbejde i?
Vi sad i ringe og syede kraver – nogle gange lavede vi næsten en hel kjole. Man sad og syede, og så blev det sendt hen til presseren, og nogle gange fik man det tilbage igen og skulle lave noget mere på det. Symaskinerne stod i lange rækker, og tingene kørte oppe i nogle stativer, som vi kunne tage. Vi havde nogle hjælpedamer, som skulle komme og tage det, som vi havde syet, og gik hen til hende, der skulle presse.

Hvordan vil du beskrive din arbejdsplads?
Da jeg startede deroppe, var vi 650 mennesker. Det var, da vi skulle sy tøj for Margit Brandt. Men det var jo ikke lavet til vores størrelser. Det var lavet til sådan nogle bitte magre nogen. Det skulle laves om på vores tilskæreri, så det kunne bruges til normale mennesker. Jeg var godt tilfreds med at være der – også selv om vi var på akkord. Vi prøvede, om vi kunne få lavet det om, men det var akkord, folk ville sidde på, så de kunne tjene nogle penge. Det var bare ikke så rart dengang, folk begyndte at blive fyret, og de ikke kunne få det til at løbe rundt mere.

Lockout og blokade
Hvad var det, der skete?
Det var forskellige ting. Der var fabrikker, i Ikast og Herning, hvor tøjet blev sendt til udlandet for at blive syet. Til Polen og længere væk, og så var der jo ikke noget for os mere. Vi var også lockoutet på et tidspunkt. Vores formand var Gurli Madsen, der var formand Syerskernes Fagforening. Hun var gammel dame oppe fra Vanggaards. Det var os, der havde valgt hende ind. Hun var også i byrådet for kommunisterne. Hun shanghajede jo nogle af de her fyre nede fra havnen, der skulle komme og hjælpe os. For der var jo ikke nogen, der måtte køre ind på fabrikken med tøj, der skulle sys, og de måtte heller ikke hente noget på varelageret og køre ud med det.

Så var der en episode, hvor Vanggaard kørte ind på fabrikken i sin Jaguar, Det var ikke så godt, for han kom jo ind, men han kunne ikke få lov til at komme ud igen! Han blev meget vred. Han ringede efter politiet, og der kom en hel stime politifolk for at få ham ud.

Vi havde en anden episode samtidigt. De havde et sted nordpå, hvor de fik syet bukser. Fra fagforeningen fik Gurli fat i en bus, og så kørte vi derop. De syede jo, mens vi var lockoutet. Vi kom derop i bus, og en af vores tillidsfolk skulle derind for at kunne snakke med dem. Men de ville ikke lukke os ind. Der var dog et vindue, der var åbent, og så sprang hun ind ad vinduet og fik dem til at holde med at arbejde. Det var lidt af en sejr.

Hvordan var din tilknytning til fagbevægelsen?
Helt fra jeg var i lære, var jeg meldt ind i fagbevægelsen. Min far var tillidsmand ude ved FDB. Når man kommer hen et sted, hvor der er så mange, kan man jo næsten ikke undgå at komme ind i bestyrelsen, hvis man kommer til at sige lidt for meget. Det gjorde jeg jo så også. Jeg kom i afdelingsbestyrelsen. Jeg var på et tidspunkt både tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant.

Hvordan sluttede konflikten?
Den sluttede helt almindeligt. Vi gik i gang igen. Det var så den episode, vi var igennem, og hvor vi var så heldige at få 25 øre mere i timen, eller noget andet. Noget mærkeligt noget, men vi overlevede det da, og kom i gang igen. Vi havde valgt to medarbejdere ind i bestyrelsen, som de havde på fabrikken. Vi fik valgt vores fællestillidskvinde ind, og en fællestillidskvinde fra tilskæreriet. De fik trumfet igennem, at det skulle hedde Vanggaardcenteret, som det hedder i dag. Man kan jo så vende det om og sige: ”Har vi ikke fået andet, så har vi da fået navnet, for det består endnu!” Kampen mod de gule

Var det velset at være medlem af fagbevægelsen?
Det tror jeg nok på en måde. Når man er interesseret i at få nogen ting at vide, er det jo faktisk det eneste sted, hvor man kan sige, at man kan få noget at vide. Det er spændende. Vi var på kurser, hvor vi lærte noget, og det synes jeg var rart. Jeg synes, vi havde en god bestyrelse, men vi havde jo også selv været med til at vælge den ind.

Hvordan synes du fagbevægelsen har udviklet sig?
Før i tiden ville vi jo have, at folk skulle være medlem af både a-kassen og af fagforeningen. Men der er jo den kedelige drejning, at mange mennesker er medlem af de sjove gule eller kristelige fagforeninger, og så er de jo faktisk kun medlem af en a-kasse. Det var vi imod! Udviklingen kan man jo ikke gøre noget ved. Det er også fordi, at fagforeningerne er dyre, at de unge mennesker siger: ”Hvis vi alligevel har en forsikring over os, så behøver vi kun at være medlem af en a-kasse.”

Hvad synes du, man har mistet?
Vores fagforeninger har ikke været gode nok. På et tidspunkt var vi med i noget, der hed Østjysk Sammenslutning, og det var blandt andet med nogle fra Herning og Ikast. Da begyndte de at snakke om de gule fagforeninger. ”Nu skal vi være på vagt,” sagde de. ”Vi skal være der med det samme!” Der synes jeg, de har mistet noget, for det var de altså ikke. Og så løber de andre med det.

Billedtekst: Vanggaards damer sidder på række og syer i 1957. Foto A/S Tage Vanggaard, Aarhus Stadsarkiv.

Materialer