Ugens Aarhushistorie

18.09.17
Da Frederiksbjerg blev koblet på Aarhus

Billede: M. P. Bruuns Bro set mod M. P. Bruuns Gade ca. 1900.
Fotograf: ukendt. Den Gamle By.

 

Frederiksbjerg kender vi i dag som en bydel i Aarhus, men før 1874 var området en del af Viby Sognekommune. Det ændrede sig med anlæggelsen af jernbanestationen og dens placering i 1862. Aarhus Stadsarkiv fortæller her historien om bydelens indlemmelse i Aarhus Købstads-kommune.
Frederiksbjerg er en bydel i Aarhus, der ligger inden for området Søndre Ringgade, Ankersgade, Hallssti, (og nuværende) Værkmestergade, Spanien, Strandvejen, Marselis Boulevard og Joh. Baunes Plads. Området opdeles reelt i Frederiksbjerg vest og Frederiksbjerg øst. Hovedparten af Frederiksbjerg blev navngivet i 1870.

Arbejde i Aarhus, skat i Viby
Jernbanestationen i Aarhus blev indviet i 1862 på samme sted som den ligger i dag. Den lå for enden af Fredensgade, da ingen af de andre tilstødende gader endnu var anlagt. Det var lige op til grænsen til Viby Sogn. Etableringen af banen og en havneudvidelse gav markante vækstmuligheder for byen. Området i den sydlige del af Aarhus havde udsigt til at blive fuldt udbygget, og på den anden side af kommunegrænsen, i Viby Sognekommune, var en del nybyggeri skudt op. Det var urimeligt, mente Aarhus Kommune, at de i Viby fik del i det vækstcentrum, der opstod omkring jernbanen, når det var skabt af Aarhus Kommune. Andre problemer for Aarhus Kommune var, at den ikke havde kontrol med bygnings- eller sundhedsvæsen i det nye kvarter, og at størstedelen af beboerne i kvarteret arbejdede i Aarhus, men betalte skat til Viby. I sognerådet i Viby var man derimod bekymret over udsigten til at få et arbejderkvarter og større udgifter til skolevæsenet uden at få tilstrækkeligt ekstra i kommunekassen fra skatterne. Fra begge sider var der interesse for at finde en løsning. Dog var der ikke enighed i Aarhus Byråd, hvor 11 stemte for og 6 imod indlemmelsen. Mindretallet mente, at det ville blive alt for dyrt. Aarhus Kommunes forhandlinger med Viby Sognekommune resulterede i, at 88 tønder land blev indlemmet i 1874. Det indlemmede areal skubbede Aarhus’ sydlige bygrænse til omtrent der, hvor Ingerslevs Boulevard og Odensegade forløber i dag.

Hvad der ellers kunne være sket
Med til historien hører, at det var Rigsdagens lov om Anlæg og Drift af Jernbaner i Kongeriget af 1861, der bestemte en linjeføring i Jylland og med Aarhus som knudepunkt. Aarhus-valgte medlemmer af Rigsdagen havde fået forhindret, at knudepunktet blev i Brabrand. De delegerede og Aarhus Byråd fik derimod ikke deres vilje, hvad banegårdens placering i Aarhus angik, for de havde ønsket den placeret i den nordlige ende af byen ved Mejlgades Port.

M. P. Bruun og Bruuns Bro
Af de 88 tønder land, der blev indlemmet, ejede fabrikant Mads Pagh Bruun de 28 tønder, så bystyret måtte forhandle med ham om køb af jord. M. P. Bruun (1809-1884) havde købt jorden i 1852 og anlagt en klædefabrik. Han var samtidig politisk aktiv og var medlem af både Rigsrådet og Lands- og Folketinget. Ifølge indlemmelsesbetingelserne skulle Aarhus bekoste en bro over banelinjen, fordi de eneste to forbindelsesveje til den nye bydel var Frederiks Allé og Spanien-Jægergårdsgade. M. P. Bruun skænkede det fornødne areal omkostningsfrit, mod at kommunen påtog sig at bygge broen og anlægge en vej op til Jægergårdsvej (fra 1924 Jægergårdsgade) – og navngive gaden efter giveren. Broen blev indviet i 1874 og i første omgang kaldt Banegårdsbroen, men i folkemunde blev den til Bruuns Bro. Med tiden blev broen meget befærdet og måtte derfor udvides allerede i 1907. Den nuværende Bruuns Bro er fra 1920-21.

Vækst i den nye bydel
Frederiksbjerg voksede frem som et arbejderkvarter i de følgende årtier. Bydelen kom også til at rumme en del fabriksvirksomheder som Aarhus Oliefabrik og Statsbanernes Centralværksteder. Da bydelen blev indlemmet i Aarhus, var beboerne i centrum af byen socialt blandet, mens arbejderne bosatte sig i nybyggeri på Frederiksbjerg og i Øgadekvarteret. Skønt Frederiksbjerg omkring 1880 stadig var så meget ude på landet, at beboerne måtte finde sig i risikoen for at blive kaldt ”bønder”, gik væksten på Frederiksbjerg stærkt. Da bydelen i 1870 fik sit navn, boede der 300 mennesker, i 1875 2.000 og omkring århundredeskiftet 10.000. På grund af den voldsomme stigning i befolkningstallet i Aarhus og på Frederiksbjerg, blev Sct. Pauls Sogn oprettet og en ny kirke, Sct. Pauls Kirke, bygget i 1880’erne. Sognet Frederiksbjerg var omkring 1900 blevet det største i provinsen. I 1896 købte kommunen Marselisborg Gods og dets jorde, da der var opstået behov for yderligere udbygning af byen. Det fortæller vi om i næste ”Ugens Aarhushistorie”.
 

 

Foto: Drenge leger på søen ved Marselisborgs gamle gårdbygninger i 1909. I baggrunden anes bygningerne fra den store landsudstilling ved Tangkrogen samme år.
Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.

  Ugens Aarhushistorie - Købet af Marselisborg Gods
I sidste uge fortalte Stadsarkivet om indlemmelsen af Frederiksbjerg i Aarhus Kommune i 1874. I denne uge fortsætter historien om byens udvidelse mod syd med købet af Marselisborg Gods i 1896.

 

Marselisborg Gods var en herregård, som under navnet Havreballegaard kan føres tilbage til 1500-tallet. Herregården lå der, hvor Marselisborg Gymnasium ligger i dag. I 1864 arvede Hans Peter Ingerslev (1831-1896) godset efter sin far, Casper Peter Rothe Ingerslev. H.P Ingerslev var medlem af Folketinget for partiet Højre 1873-1876 og 1879-1884, hvorefter han frem til sin død var landstingsmand for Højre og indenrigsminister 1885-1894. Han havde et skrantende helbred i de sidste år, havde ingen børn at videregive godset til og solgte det derfor til Aarhus Kommune, blot to dage før sin død. Året efter blev den nyanlagte Ingerslevs Boulevard opkaldt efter ham.

 

Årsagen til købet af Marselisborg

I 1874 indlemmede Aarhus Kommune bydelen Frederiksbjerg, som indtil da havde hørt under Viby Sognekommune. Frederiksbjerg blev hurtigt udbygget, så i 1890’erne manglede man igen plads og stod med et stort behov for at flytte bygrænsen længere mod syd.

På et lukket møde den 7. november 1895 blev et forslag fra overretssagfører Kier lagt frem på byrådets bord. Det drejede sig muligheden for at udvide kommunens grænser mod syd ved at købe den nærmeste del af de til Marselisborg Gods’ hørende marker og indlemme dem i Aarhus Kommune. Man anmodede Kier om at forhandle med Ingerslev om at overtage den nævnte del og eventuelt hele gården med skove m.v.

Byrådet var tvunget til handling, fordi der ikke var flere muligheder for at udvide mod syd på grund af bygrænsen. Man frygtede også, at der i det tilgrænsende sogn kunne opstå bebyggelse, ”der paa flere Områder kunde medføre en Fare for Aarhus Kommune”. Og det var en fare, som var nært forestående, da byrådet var blevet bekendt med, at Ingerslev agtede at sælge dele af de arealer, der stødte op til byen. Købet af hele arealet var nødvendigt for at sikre sig mod denne fare i fremtiden.

Kommunen havde også det problem, at den mistede 13.000 kroner i indtægt i formue- og lejlighedskat, fordi skatteydere flyttede på landet lige på den anden side af byens grænser en del af året. Den mistede indtægt ville blive forøget, hvis der i Viby Sogn blev opført villaer langs den smukke kyst ved Marselisborg eller i Marselisborg Skov, og det ville ikke blive hindret, hvis kommunen kun erhvervede de nærmest liggende marker på den anden side af byens grænse.

 

Købet af godset og et heldigt dødsfald

Ved mødet med Ingerslev blev det imidlertid kun til en aftale om, at kommunen skulle overtage de nærmeste marker. Et areal mellem Skanderborg Landevej og kysten og et vest for Skanderborg Landevej, i alt cirka 30 tønder land. Prisen var 483.750 kroner og 70 øre, med ret til ved ejerens død at erhverve sig resten af godset inden for tre måneder. I byrådet var man enige om at indgå overenskomst med Ingerslev om dette køb med overtagelse 1. maj 1896.

Detaljerne for køb af resten af godset skulle drøftes på et møde med Ingerslev, men han døde to dage senere, den 20. april. Aarhus Byråd forhandlede derfor med godsets universalarving, forpagter Bülow, om køb af det samlede areal. I et brev til Indenrigsministeriet den 5.maj redegør byrådet for de aftalte bestemmelser med Bülow om, at ”kommunen under de forandrede Forhold straks overtager hele ejendommen.”

Allerede tre dage efter Ingerslevs død var der altså enighed i byrådet om at købe hele godset inklusive skovene og ejendomme. Prisen var 1.183.750 kroner og 70 øre for et areal svarende til knap 120 tønder land.   

 

Hans Broge klappede fra salen

Aarhus Byråds beslutning om at erhverve hele godset blev mødt af klapsalver fra tilhørerpladsen med initiativ fra storkøbmanden Hans Broge, der holdt en tale til byrådet. Der var også ros fra Aarhus Stiftstidende til især sagfører Kier for ihærdigt arbejde for sagens gennemførelse på tilfredsstillende vis.

Aarhus Byråd havde tilsyneladende, fra Kier fremsatte forslaget om at købe dele af Marselisborg Gods, ønsket at erhverve sig det samlede gods. Forhandlingsmødet med Ingerslev resulterede som nævnt i en aftale, der ”kun” gav forkøbsret til resten af godset ved hans død. Ingerslevs tidlige død i forløbet må siges at have været heldig for Aarhus Kommune.

Ved byrådsmødet den 30. april 1896 blev købskontrakten om overtagelse af det samlede gods underskrevet af byrådet, men inden da havde man allerede nedsat ”Udvalget for Marselisborgs Jorder” med henblik på at få lavet en byplan, som blev den første byplan i byens historie. Der var ingen lovgivning fra regeringens side om byplanlægning før 1925, men Aarhus Byråd ønskede selv en samlet bebyggelses-plan for arealerne under Marselisborg Gods.

 

Ugens Aarhushistorie har vi lånt af Aarhus Stadsarkiv. Læs mange flere Aarhushistorier her

 

 

 

Materialer