Litteraturens advokater
Jeg sidder her hjemme på mit værelse og tænker. Jeg tænker på, at Steen Jørgensen (ham fra Sort Sol, som jeg synes er så sej), hver lørdag aften toner frem på skærmen iført en cap med teksten "Advokaterne Pound, Been og Trakl". Jeg ved ikke helt, om jeg forstår budskabet, hvis der altså i det hele taget er et budskab. Hvad er det, de tre herrer er advokater for? Den gode litteratur? Men hvad der er god litteratur, og hvad der er dårlig litteratur, er så individuelt, at det vil være enormt generaliserende at sige, at netop Ezra Pound, Gottfried Benn og Georg Trakl er litteraturens advokater. For det er vel det, der menes, hvad skulle de ellers være advokater for? Steen Jørgensen selv er vel også en form for advokat, når han lørdag efter lørdag stemmer folk ude eller inde i Voice. Well, om ikke andet så er konstellationen mellem familieunderholdning og modernistiske digtere et clash, som jeg kun kan tage hatten af for. Eller på.
Jeg forsøger ikke at skelne mellem god og dårlig, rigtig og forkert litteratur. I mit tilfælde handler det i langt højere grad om at skelne mellem brugbart og ikke-brugbart. Den litteratur, som er brugbar for mig, er den litteratur, som flytter noget i mig, som provokerer mig, som glæder mig og som på magisk vis skaber en følelse af et eller andet ubestemt, udefinerbart. Og det er derfor, jeg læser litteratur. Fordi den skaber et univers inden i mig uafhængigt af litteraturens mange advokater.
Jeg har aldrig set det som et problem, at jeg føler litteraturen. At jeg søger de abstrakte svar i stedet for de konkrete. Men jeg læser jo på universitetet - jeg læser til med litteratur på universitetet - en højborg for konkrete, videnskabelige teorier. En højborg, hvor litteraturens dommere uddanner nye advokater, som en dag, måske, selv bliver dommere. Og så er der mig... En poetisk sjæl blandt disse litteraturens dommere og advokater. Jeg bliver grebet af litteraturen på en helt umiddelbar og ubehersket måde. Jeg sidder som et lille barn og glemmer alt omkring mig, alt for opslugt af bogens indre. At blive grebet af et fiktivt univers er enestående. Det er så befriende at forlade mit eget univers til fordel for, ja, fiktionens. Det er så uforpligtende på en måde. Jeg skal ikke tage stilling til noget, jeg kan ikke gøre noget for at ændre den allerede skrevne fortælling. Jeg skal bare lade mine øjne glide ned over papiret, acceptere slagets gang og tage imod.
Nu er der stille ude i køkkenet, og jeg sidder alene tilbage med en rolig knirken fra de skæve gulvbrædder. Og et krus som for lidt tid siden var fyldt med varm te. Jeg sidder alene tilbage med årets første sne spredt ud over hustagene over og under mig, samt den ubøjelige vished om, at det vigtigste for mig nu en gang er at føle litteraturen.