TOXI-City på Åby Bibliotek

Af Anonym (ikke efterprøvet)
02.09.15
På Åby Bibliotek sættes der fokus på klimalitteraturen i september og et af de værker, du kan opleve, er det digitale værk TOXI-City. Vi bringer her et uddrag af værket i dansk oversættelse.

TOXI*CITY

En kombinationsfilm af Roderick Coover og Scott Rettberg

Toxi*City er en kombinationsfortælling om klimaforandring, der genererer en ny helaftensfilm, hver gang den vises. Syv mennesker kæmper for at overleve, efter orkaner og giftkatastrofer har ødelagt Philadelphia og New Jersey. Disse spekulative historier om livet i et postindustrielt ødeland fortælles i en symfonisk algoritme af samtidig fortvivlelse på baggrund af sande historier om dødsfald i forbindelse med orkanen Sandy.

 

DELAWARE-FLODENS MUNDING

Stemme 1: Fisker, afroamerikaner, i fyrrerne

Folk har sagt i årevis, at vi ikke skulle spise fiskene, men jeg har trukket aborrer, smallmouth, sandart, klippeaborre, masser af gode spisefisk op af vandet her. Jeg skaffer mad til bordet. Se alt det vand. Ved du, hvor hurtigt et vandområde som det her udskiftes? Og se, giv mig lige den kniv … Her. Her. Se lige. Se lige på denne her filet? Det er en god fisk. Jeg har fisket vandene her hele livet. Tror du, jeg ikke kan se den slags, når jeg ser på en fisk, sprætter den op og lukker dens indvolde ud? Tror du, jeg ikke kan se forskel på en god og en dårlig fisk? De vil ikke give mig en fisketilladelse. I denne økonomiske situation! Der har ikke været arbejde at få hverken på fabrikken eller skibsværftet i et tiår. Jeg kan ikke engang få mig et job hos forbandede Wal-Mart, fordi der er så mange arbejdsløse. Og så kommer du og fortæller mig, at jeg ikke kan fiske, fordi de har fundet dioxin eller noget andet lort 10 miles væk? Det her er et stort vandområde. Jeg er nødt til at have mad på bordet. Jeg fisker, hvor jeg vil.

Stemme 2: Ung kvinde i starten af tyverne

Jeg tegner mange af de ting, jeg ser, og de er ikke allesammen grimme. Jeg ser stadig smukke ting, hver eneste dag. Jeg har sans for ruiner. Nogle gang tegner jeg de forladte fabriksbygninger fyldt med mystiske maskiner, hvor de producerede ting for halvtreds eller hundrede år siden. Eller huse uden tag, hvor der stadig hænger billeder på væggene. Nogle af de oversvømmede steder er meget farlige, men der er andre steder, hvor du kan se, at naturen vender tilbage. Jeg har set vilde blomster på områder, der engang var parkeringspladser. Alle slags blomster, i farver jeg aldrig har set i byen før. Det viser sig, nogle arter trives. Der er mange fugle, der dør, men så er der andre, der kommer tilbage og tager deres plads. Stæreflokkene skaber fantastiske mønstre på himmelen. Selvom de fleste af de gamle legepladser er blevet vandaliseret eller er faldet sammen eller bare blevet skyllet bort, så laver børnene nye med gamle bildæk og efterladte nødhusningsvogne og rør og den slags. Solen står stadig op hver morgen.

Stemme 3: Midaldrende kvinde, afroamerikaner, i fyrrerne

Man tror altid, at den slags ting kun sker andre steder, ikke der hvor man selv bor. På en abstrakt måde ved vi godt, at der ligger et par raffinaderier i nærheden; at der er nogle kemiske fabrikker. Men vi boede i en fint område, en slags forstadskvarter der ikke lå længere væk fra Philadelphia, end at vi både kunne have glæde af storbyen og samtidig være så tæt på naturen, at vi ikke følte os helt afskåret fra den. Det var en by, en rigtig by, og folk kendte hinanden. Jeg husker, at jeg lyttede til togene, der rullede over broen over bugten, rykkelydene og fløjterne, den voksende og faldende akustik af ankomst og afgang; jeg har altid syntes, de var lidt romantiske, togene. Det var en fin gammel bro. Man havde følelsen af, at der var en mening med alting. Du ville aldrig have troet, at broen sådan ville kunne falde sammen, eller at sådan en sky kunne rejse sig fra den.

Stemme 4: Teenager, 17-18 år

Ligesom alle andre, så var vi også isoleret efter de store storme. Vi levede af dåsebønner og regnvand. Det er faktisk ikke rigtig mad. Toiletterne virkede ikke, og næsten alle blev syge. Vi blev nødt til at grave et latrin i skoven. Når du skal ned i sådan et hul, føler du dig som et dyr. Når folk blev syge, tog de til idrætshallen, hvor de havde lavet et lazaret med senge og potter, men kun de færreste af dem, der tog derover for at få det bedre, kom sig. Der var en forfærdelig influenza, der gik på omgang, og kolera, og de løb tør for medicin overalt. Der lugtede af rådden mad og opkast. Der var ingen, der havde det godt. Inde i huset stank alting af mug, lige meget hvor meget du gjorde rent. Folk sov udenfor på græsplænerne om natten og lavede bål, dels for at skræmme plyndrere og dyr væk, men også fordi røgen tog noget af lugten. Der var som at være på lejr i en zombiefilm eller noget, en forskruet mareridtsversion af en drengespejderlejr.

Stemme 5: En mands stemme, hvid, i midten af halvtredserne

Klimaforandringer? Ja selvfølgelig var der klimaforandringer. Det er indlysende. Men de mennesker, der brugte al deres tid på at være optaget af det, med underskriftsindsamlinger og den slags? Jeg har aldrig haft tålmodighed til det Greenpeace-Red søkøerne-Dyrenes Værn-pjat. Trækrammere, demokrater, Hare Krishnaer og såkaldte videnskabsmænd. Hvad godt gjorde deres mavepine? Forberedte det os det mindste? Klimaet har forandret sig siden Jesus’ tid, hvis du ved, hvad jeg mener? Vi har haft istider før, og der kommer flere. Kontinenter flytter sig, og der er pladetektonik. Vulkaner går i udbrud, og folk dør, der er tornadoer og tsunamier og skovbrande og microbursts og sygdomsudbrud. Pest, kolera, gul feber, svineinfluenza. Velkommen til Jorden, hvor der sker ting og sager. Der er ikke noget af det, der rent faktisk er vores skyld. Skæbnen leger hvem-peger-flasken-på? Var det dinosaurernes skyld, at de uddøde?

Stemme 6: Nødhjælpsarbejder, sidst i trediverne eller fyrrerne

Mennesket er den mest destruktive art. Uden sammenligning. Indtil nu har det været fem tilfælde af masseuddøen i planetens historie. Begivenheder hvor 50 til 90 % af jordens arter uddør.

Perm-Trias-udslettelsen strakte sig over 60.000 år. Det kan lyde som lang tid, men du skal huske på, at 90 % af alt liv på planeten på udslettet. Planeten døde næsten helt. Masseuddøen #6 pågår nu. Den har været i gang de sidste 500 år, og det er på grund af menneskene. De mest konservative prognoser anslår, at 50 % af de arter, der fandtes for 12.000 år siden vil være udslettet omkring år 2100.

Tabet af flertallet af alle arter på planeten accelererer kun. En halvt død planet. Dette er konsekvensen af os. Da dinosaurerne uddøde, blev der plads til nye arter, og pattedyrene rykkede op i fødekæden. Jeg tænker nogle gange over, hvad der vil trives, når vi er færdige. Denne masseuddøen vil ende med vores egen.

Materialer