Pigernes bogklub: "Wiki over Miss Elises elendige liv"

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.08.18
Pigernes bogklub har læst ungdomsromanen "Wiki over Miss Elises elendige liv" af Caroline Ørsum

Elise har været indlagt på ungdomspsykiatrisk afdeling, fordi hun har angst og ser sorte skygger, men hun har det bedre og er i gang med at flytte hjem til sin far og stedmor. Det bedste i hendes liv er et band, der hedder Pale Blue Horizon, og den fanside, hun er moderator på. De andre fans på siden har aftalt at mødes inden bandets koncert, og det gør Elise meget nervøs at møde de andre, men så kommer Mathilde. Mathilde har dårlige lunger og sidder i kørestol, som hendes søde storebror Robin hjælper med at køre. Elise og Mathilde bliver hurtigt rigtigt gode venner. Lige inden koncerten bliver Mathilde dog så syg, at hun ikke kan komme med alligevel, så Elise beslutter sig for at gøre det umulige. Find selv ud af hvad.

Pigernes bogklub synes, at ”Wiki over Miss Elises elendige liv” er en rigtigt fin ungdomsroman om angst og om at have det svært i sin krop og med sine tanker. Det er der, fokus i handlingen er. Vi kunne godt lide, hvordan hendes tanker er beskrevet, for det gav et fint indblik i noget, vi ikke kender så godt. Det var dog rart at læse, at der i Elises liv også er masser af lyspunkter, så det ikke kun er en dyster bog. Til tider skete der dog nogle lidt urealistiske ting så som mødet med bandet.

Bogen er rimeligt let at læse; den er kort og sproget er let at forstå. 

Pigerne i bogklubben har givet bogen 4 ud af 6 stjerner.

Materialer