Logo med fire kvinder tegnet

og Eros rystede mit / sind som vinden over bjerget når den griber egene

Anmeldelse af Jeg er grønnere end græs: fragmenter af Sapfo anmeldt af Katrine Møller Jensen

Sapfo: kvinde, græker, digter. ’Den tiende muse’ kaldes hun i et citat, der tilskrives Platon. Selvom meget af hendes liv er indhyllet i historiens tåge og står uklart for os, og selvom mange af hendes digte ligeledes er gået helt eller delvist tabt, så er hun stadig i dag en af de mest indflydelsesrige antikke kvinder overhovedet. 

Hun boede på øen Lesbos, og hver gang vi bruger ordene ”lesbisk” eller ”sapfisk” i dag, er det fordi, Sapfo har farvet vores kultur og sprog på en fundamental måde. Hun skrev om både politik, om guderne og om de gyldne kikærteblomster på Lesbos, men hun er særligt berømt for den frodige kærlighedslyrik, som hun skrev til og om andre kvinder. Digtene emmer af sanselighed og længsel. Udødelige Afrodite, kvinderne Anaktoria og Atthis og andre unavngivne du’er bliver genstand for Sapfos begær og beundring. Tag fx digt 23, der ikke efterlader nogen tvivl om sin hensigt, til trods for at meget af digtet er ulæseligt på sin smuldrende papyrus. Det her står tilbage:

lystens 
        jeg ser dig ansigt til ansigt
        og selve Hermione
og guldhårede Helena synes jeg, du ligner
dødelige kvinder, og vid dette, ved din
alle mine bekymringer
kunne du befri mig for
        flodbredder
        blive ved hele natten

Et andet nutidigt levn fra Sapfo er det sapfiske vers; en særlig strofeform med tre lange og en kort verselinje, som ofte går igen i hendes digte. Mange senere digtere har eksperimenteret med formen, bl.a. Adam Oehlenschläger, og den bruges altså endnu. Sapfos indflydelse både kulturelt og litterært er ikke til at overse, når man kigger efter. 

Men det er alligevel opsigtsvækkende, at der næsten samtidigt kan udkomme ikke mindre end tre nyoversættelser af Sapfos poesi i Danmark helt uafhængigt af hinanden fra hhv. forlaget Klim, forlaget Wunderbuch og Gyldendal. De kom endda lige oveni Sophus Helles banebrydende oversættelse af endnu en oldtidsdigterinde, Enheduana, som aldrig før har kunnet læses på dansk, og som gjorde store bølgeskvulp på den danske litteraturscene. Interessen for antik kvindelitteratur har fået fornyet energi og er blusset frem lidt som en steppeild – men hvorfor? Hvad kan digte, der er over 2500 år gamle og delvist smuldrede som potteskår under arkæologens børste, sige os i dag? 

Klims nyoversættelse af Sapfos digtfragmenter, Jeg er grønnere end græs, får ret hurtigt fejet tvivlsspørgsmål som de ovenstående af vejen. Udover at bogen altså bare er enormt smuk at kigge på (Omslaget! Illustrationerne! Det lækre boghåndværk!), så er det helt tydeligt som læser, at Sapfos poesi kan og vil noget. Det er oplagt at tale om digtenes enorme kultur- og litteraturhistoriske indflydelse og det faktum, at det bare er inspirerende at stifte bekendtskab med en så stærk og kompromisløs kvinde-der-elskede-kvinder, hvis ærlige og intime poesi nok stadig ville få bølgerne til at stå højt i de mere konservative kredse, hvis den udkom for første gang i dag. Sapfo taler lige ind i en feministisk diskurs, der blomstrer lige nu, og som bogen (med kvinder bag både oversættelse, forord og efterord) også gør noget ud af at alliere sig med. 

Men jeg tror, det er mere end det – oversætterne Signe Andersen, Lene Carlskov og Mille Søndergaard formår at indfange det tindrende og skrøbelige, man oplever, når man læser Sapfos aldrende, eroderede poesi i dag. Når jeg læser digtene, er det med en bevidsthed om, at jeg sidder med noget ældgammelt i hænderne, og at meget af det næsten er gået tabt. Flere af digtene består kun af enkelte ord eller halve verselinjer, og derfor kommer historiens nedbrydende kræfter også helt tæt på, når man læser. Det er naturligvis fordi oversætterne ikke har forsøgt at udfylde lakunerne, men har valgt at lade fragmenterne stå, som de er: helt ærlige og i stykker, med tegn til at markere ulæselige eller tabte passager og masser af tomrum på siden, så man alligevel ligesom fornemmer, at der har stået noget engang. 

I det i sig selv beundringsværdige forord til bogen skriver digter Nanna Storr-Hansen, at digtene er en form for fossiler, der rører sig med en urgammel biologi. Nogle er velbevarede, fyldige, nærmest svulstige i sit udtryk. Nogle forekommer meget levende, fyldt med pulserende kærlighed, skælvende længsel. De mest fragmenterede står tilbage uden legeme, kun med et spinkelt skelet af enkelte ord, blotlagt, skrællet ned til benet. De er helt umulige at gennemskue i nogen traditionel forstand, men meget af magien ved Sapfos fragmenter er netop alt dette udviskede. Som eksempel står der i fragment 3 nogle afstumpede linjer fra midten af, hvad der har været et meget større digt. Lidt af hver verselinje overlever, og på linje 5-7 står der nu blot:

”min skam / opsvulmet / lad dig mætte.”

De omgivende ord er smuldret, men deres fravær tillader stumperne at mødes i hvad der kunne være et selvstændigt digt. I hvert fald rører ordene mig, når jeg læser dem sådan efter hinanden. 

Det er én af grundene til, at Sapfo stadig kan og bør sige os noget i dag. Disse fragmenterede digte er enormt nærværende, måske især fordi, de er så fragmenterede. Som læser bliver man nødsaget til at meddigte, når man læser – at fylde hullerne med sin egen erfaring. De følelser og tanker, der vækkes i netop mig når jeg læser, bliver en del af digtets helhed på en måde, som et fuldendt digt ikke helt giver plads til – i hvert fald har oplevelsen en anden karakter, når det, man læser, er relikvier fra noget, der engang var større. 

Klims oversættelse formår på mesterlig vis at lade dette skrøbelige tale. Det minder os om historiens evige nedbrydelse og vigtigheden i at bevare litteratur, men det viser også, hvordan betydning altid skabes mellem værket og læseren. Det hvide tomrum på siderne udgør i hvert fald i Jeg er grønnere end græs en frugtbar muld, hvor de overlevende ord og sætninger kan spire og vokse på nye måder. Fragment 147 lyder i sin næsten profetiske enkelthed sådan:

”Jeg siger, nogen vil huske os, også i en anden tid”.

Man må bare bøje sig i støvet og sige, at hun fik ret. Sapfos digte får relevans og nyt liv hver gang, vi læser dem i dag – og det er ret fantastisk!

Materialer