Økodigte

23.09.19
Naturen har altid haft en særlig plads i poesien, og specielt blev det et tema i romantikken, men det er først i 1960´erne og 70´erne, at digterne for alvor tager fat i emner som miljøets sårbarhed, forurening og industriens påvirkning af økosystemer.

Herhjemme var det i særdeleshed Thorkild Bjørnvig, der med digtsamlingerne Delfinen, Abeguder og Epimetheus ville opråbe den almindelige dansker. Digtene blev oprindeligt udgivet i aviser og siden samlet i bogform, og er skrevet i et letforståeligt sprog, hvor alle kan være med. Det går nogle gange ud over den poetiske kvalitet, men budskabet kommer tydeligt frem, og det er jo trods alt det, der betyder noget.

I takt med, at klimakrisen har fået større og større opmærksomhed, er der også opstået en fornyet interesse for økodigte. I Danmark er en hel generation af økodigtere vokset frem, og den mest iøjnefaldende er Theis Ørntoft, der i 2014 udgav digtsamlingen Digte 2014. Modsat Bjørnvigs grundlæggende optimistiske og aktivistiske digte er Ørntoft mere tungsindig og misantropisk. Ørntoft afspejler en generation af desillusionerede unge, der ikke længere køber 1970´ernes hippie-optimisme, og begærer et sprog at udtrykke deres frustrationer i. Bjørnvig og Ørntoft er blot to forfattere i en langt større bevægelse af økodigtere, der bl.a. indbefatter digtere som Niels Henrik Hooge, Caspar Eric og Rune Engelbrecht Larsen.

Af Jacob Meyer Hald, praktikant ved aakb.

 

 

Materialer