Authors in Aarhus præsenterer nye forfattere fra hele Europa

Den internationale forfatterscene bringer verden til Aarhus, og til foråret får vi både besøg af forfattere Sverige, Norge, Spanien og Ukraine. Læs om forfatterne og temaer nedenfor, og lad dig inspirere til forårets litteraturoplevelser.

​Sorg

Svenske Carolina Setterwall besøger Authors in Aarhus. I sin autobiografiske debutroman, Lad os håbe på det bedste, skriver hun om livet efter den skæbnesvanger morgen, hvor hun finder sin mand død i sengen. Skyldfølelsen rammer hende hårdt midt i sorgen, og det samme gør behovet for at huske og forstå Aksel, og alt det, der skete mellem dem i de år, de fik sammen.

Familie, seksualitet & ægteskab

Familien er også omdrejningspunktet for norske Geir Gulliksen, som har skrevet om ægteskabet, kærlighed og skilsmisse i sin roman Historie om et ægteskab. Gulliksen har som forfatter, og redaktør til bl.a. Karl Ove Knausgaard, præget norsk litteratur i årtier, og til april udkommer han med en ny bog på dansk.

Vores mørkeste følelser

I sin uhyggelige og magiske roman, Lysende Republik, optegner den spanske forfatter Andrés Barba en ny virkelighed som kaster lys over menneskets mørkeste følelser. Romanen er for nylig blevet oversat til dansk, og beskriver en mystisk og hemmelighedsfuld verden, hvor ondskab og menneskelig dårskab lurer.

Livet mellem Ukraine og Rusland

Andrej Kurkov er en af Ukraines største nulevende forfattere, og er ikke bange for at skrive og tale om det kølige forhold mellem det ukrainske militær og prorussiske separatister. Hør ham på Dokk 1 fortælle om sin seneste roman Grå Bier.

Materialer