Naturen i litteraturen på Åby Bibliotek, LitteraturStedet

26.09.19
Litteratur kan formidles på mangfoldige måder. På LitteraturStedet er vi stolte af, at vi har fået lov til at præsentere billedkunstner Kamilla Jørgensens udstilling om Flora og Fauna, hvor hun har undersøgt naturen i litteraturen.

Kamilla Jørgensen har gjort sig bemærket med sine fortolkninger og transformationer af eksisterende litterære værker. I et særegent visuelt formsprog, der inkluderer både film, digitale medier, grafer og skulpturelle greb, rykker hun ved vores opfattelse af, hvordan litteraturen kan se ud og hvordan vi kan læse den. På spørgsmålet om, hvor hun fik inspirationen til udstillingen ’Flora og Fauna i dansk poesi’, svarer Kamilla Jørgensen ”Min fascination begynder ved botanikeren Christen Raunkiær, der finder trøst ved at sidde og tælle flora og fauna i poesien, da han bliver syg og ikke kan arbejde i felten ... og så den måde, han går til værks på ved hjælp af sine naturvidenskabelige metoder”: "Hvad der kan udtrykkes i Tal, bør tilstræbes udtrykt i Tal; Tal er Videnskabens Versefødder." (C. Raunkiær fra Mælkebøtte i dansk poesi, 1931)

Torsdag d. 12. september 2019 var der flot fernisering og oplæsning af to af Danmarks fremmeste digtere: Pia Juul og Peter Laugesen. Sammen med publikum var de med til at fejre ferniseringen af det permanente værk ’Dyresti’, som fremadrettet kan ses i Litteraturhaven omkring Åby Bibliotek. ’Dyresti’ består af 10 konkretdigte, som Kamilla Jørgensen har udvalgt. I sit oplæg præsenterede hun dem alle under stor morskab, da digte der består af tal og lydtegn, naturligt nok, er svære at læse op.

Pia Juul læser op til ferniseringen

Peter Laugesen læser op til ferniseringen

Kamilla Jørgensens sjove og informative grafer frembragte også mange finurlige facts: Vidste du, at hesten er de danske digteres yndlingsdyr? Mens grise og hvaler åbenbart ikke er helt så populære, når der skal digtes? Flora og fauna i danske digte er en underfundig kunstudstilling om naturen i poesien og baserer sig på en optælling af flora og fauna i over 3000 danske digte fra middelalderen til i dag.

Udstillingen vises på Åby Bibliotek fra den 2. september – den 10. oktober 2019. Så har man endnu ikke været forbi, kan det nås endnu. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje.

Skrevet af: Anja Nalholm Nielsen