Læs sammen - med kæresten eller vennerne

26.03.19
Har du holdt en lytteaften - eller læst højt for din date?

1.
Hold lytte-aftener
Invitér vennerne til en alternativ aften, hvor I lytter til en god fortælling sammen. Sørg for at alle kan sidde eller ligge godt med puder og tæpper, måske endda madrasser på gulvet. Sæt snacks eller vin frem, dæmp lyset, og synk dybt ind i hver jeres egen indre biograf. På bibliotekernes app eReolen er der masser af gode bøger. Hør en novelle eller to, fordyb jer i en klassiker over en række aftener, lyt til en aktuel debatbog, følg med i en podcast – eller I kan skiftes til at spille (uddrag af) jeres yndlingsbøger for hinanden. I får slappet helt af sammen, og bagefter er der masser at snakke om.

2.
Date night med højtlæsning
Overrask din date – eller din ægtefælle gennem 40 år – med en højtlæsning. Læg ham/hende godt tilrette på et rart sted og lad dem lukke øjnene og slappe af, mens din stemme fører dem igennem storbyblå digte, en sjov novelle, en stemningsfuld fortælling – eller måske en sexet tekst? Du kan også lave en hel lille mørke-aften. Giv din udkårne bind for øjnene, server noget mad, giv en massage eller et fodbad og læs højt, måske med lidt musik i baggrunden. At den anden ikke kan se dig, giver ham/hende mulighed for at mærke (og lytte) bedre efter – og du har måske nemmere ved at slappe af, især hvis det er nyt for dig at læse højt.

3.
Tag en weekendtur på biblioteket
Alle har deres weekendrutiner, men måske er biblioteket ikke lige en af jeres? Sæt en lørdag af til at drysse rundt, se på udstillinger, drikke kaffe og bare være ’alene sammen’ med tusindvis af aviser, magasiner og bøger, I kan dykke ned i. Mange går på biblioteket alene og laver andre ting med vennerne eller kæresten, men en fælles tur på biblioteket kan være super afslappende og give ny inspiration.