Klimakrise i litteraturen

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.11.15
Klaus Rothstein besøgte Litteraturstedet og fortalte om klimaforandringer i litteraturen

I september kunne man på Åby Bibliotek opleve et gennemgående miljøtema. Man kunne opleve tre digitale værker, romaner, digte, børnebøger og film om klima. Man kunne derudover også opleve et tiltag fra DYRK, som på Litteraturstedet fremstillede deres arbejde med bæredygtighed på Risskov Bibliotek.

Som del af Klimatemaet var biblioteket priviligerede at få Klaus Rothstein på besøg. Han delte sin viden indenfor klimaforandringer i litteraturen og klimakrise-litteratur. Via forfattereksempler som Thorkild Bjørnvig, Pia Tafdrup, Lars Skinnebach og Theis Ørntoft, fremstillede og illustrerede Rothstein, hvordan vi i historien ser en linje gå, fra da man talte om 'forurening', som sidenhen blev til 'miljøproblemer' og til i dag, hvor vi taler om dette mere uhåndgribelige 'klimakrise'.

Vi ser flere og flere forfattere, som tager emnet 'klima' til sig, fortalte Rothstein. Som vi i Thorkild Bjørnvigs Miljødigte fra 70erne så en stærk miljøkritisk stemme, finder vi i dag flere nye kritiske stemmer: Rothstein fremhævede Lars Skinnebach' værk Øvelser og rituelle tekster, Kristina Stoltz' På ryggen af en tyr og Theis Ørntoft' digtsamling Digte 2014. Dertil kunne han anbefale det kommende værk af Charlotte Weitze.

Rothstein vendte sin opmærksomhed mod også udenlandsk litteratur, tiltag og værker. Her fremhævede han særligt Isbrud af Ilija Trojanow og et konceptuelt værk Fremtidens bibliotek af Margaret Atwood - et værk som både handler om klima og er bæredygtigt: Læs nærmere her www.futurelibrary.no. Dertil fortalte Rothstein om et initiativ i Norge, hvor en række forfattere har lavet en fælles klimaaktion ’Forfatternes Klimaaksjon §112’ for at fremme udviklingen indenfor bæredygtighed.

Hvis du har lyst til at læse om klima i litteraturen henvises til Gregers Andersens forskning i ’Cli-fi’, som Rothstein benyttede til at fortælle om forskellige former for måder klimaforandringer viser sig i litteraturen. Dertil kan du kigge på Rothsteins blog eller lytte til tema om klimakriselitteratur i Skønlitteratur på P1 17.september 2014 og 28.oktober 2015

Forneden kan du se et udvalg af de bøger Rothstein anbefalede på dagen. 

Materialer