Kend dit digterkvarter: Johan Skjoldborg

Johan Skjoldborg (1861-1936) ”Husmændenes digter”

Forfatteren Johan Skjoldborg blev født i Vester Hanherred og voksede op i et fattigt husmandshjem. Skjoldborg arbejdede som lærer i mere end 20 år, men forlod sin stilling ved Koldmose skole i 1902 for at forfølge sin forfattervirksomhed. Nogle år forinden udkom hans debutroman I Skyggen (1893), men det var først med romanen En Stridsmand (1896) han fik sit gennembrud.

Skjoldborg var en del af den litterære bevægelse ”Det moderne gennembrud”, der med sin litteratur søgte at sætte samfundet under debat. På baggrund af sin egen fattige barndom udstillede han de dårlige vilkår, som datidens husmænd levede under. Skjoldborgs værker formåede at bringe husmændenes sociale problemer frem i den offentlige debat, og bidrog til hele standens samling. Således fik han tilnavnet ”Husmændenes digter” og nød stor popularitet blandt folket.

I 1907 købte han sit eget husmandsbrug på halvøen Dynæs i Julsø, hvor han i en årrække afholdt folkemøder med op til 20.000 deltagere. Desværre gik han i 1915 konkurs, og stedet måtte sælges på tvangsauktion. Fra 1918 havde han hjemme i Løgstør, hvor han tilbragte resten af sit liv i en æresbolig, han havde fået tildelt.

I 1934 fik Skjoldborg opstillet en buste ved det gamle Århus Folkebibliotek i Mølleparken, hvor han i dag står side om side med bl.a. Jeppe Aakjær og St. St. Blicher.

Læs mere om Johan Skjoldborg på Den Store Danske.

Materialer